Chikane mod ambulancehelikopter: Blændet med laser

Angrebet med laser under landing

02:52

1 af 2

Søndag aften blev en ambulancehelikopter angrebet med laserlys under landingen ved Skejby Sygehus.

Angrebet var så kraftigt, at piloten var blændet i adskillige sekunder, netop som helikopteren med en alvorligt syg patient ombord lagde an til landing.

Angreb med kraftige laserlys generer flere gange om ugen danske piloter, og det kan medføre fatale konsekvenser.

- Jeg synes, at det er uhørt, at man udsætter andre for livsfare, siger Poul Lenler, der er lægelig leder af akuthelikopteren.

Helikopteren blev ramt af laserlys, som blændede piloterne i fem til ti sekunder, mens helikopteren nærmede sig jorden.

Kan gøre piloter binde

- Hvis du lyser ind i mine øjne, og mine briller ikke stopper lyset, men at det rammer ved siden af og ind i mine øjne, så kan det blænde mig, og hvis laseren er kraftig nok, så kan det gøre mig blind, siger Jens Vilman, der er Flychef i Nordic Air Ambulance, Aarhus.

Han var ikke selv pilot i den helikopter, der søndag blev ramt af et laserangreb, men han har selv oplevet det tidligere.

Se: Sygeplejersker chikaneres

- I det øjeblik det står på, der bliver man så forstyrret, at man ikke kan fortsætte det, som man er i gang med, siger Jens Vilman.

Ifølge trafikstyrelsen er der mere end 100 episoder årligt, hvor der er laserangreb mod flyvere eller helikoptere i Danmark.

Fatale konsekvenser

Og et laserangreb mod ambulancehelikopteren kan have fatale konsekvenser på flere måder. Enten kan ambulancen i værste fald styrte ned eller blive forsinket med en patient, som har akut brug for behandling.

- Det forsinker processen, og dem vi flyver med er ofte tidskritiske patienter, specielt når vi skal til Skejby, siger Poul Lenler.

Hos Østjyllands Politi har man modtaget en anmeldelse af laserangrebet.

- Vi tager det meget alvorligt. Det, der er afgørende for os, er, at man kan beskrive, at der har været en konkret faresituation, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.

Man ved, at laserangrebet kom fra en boligblok i Kantorvænget ved Skejby i Aarhus, men det er svært for politiet at komme det nærmere.

- Vi kan ikke ransage en hel blok, hvor der bor 50 personer for at se efter en laserpind. Man skal vide mere præcist, hvor det kommer fra, siger Vagn Martinussen.

Politiet har tidligere haft succes med at finde frem til gerningsmanden bag et lignende angreb med laser. Det var i Roskilde, hvor en person blev idømt 14 dages betinget fængsel.

Du kan se mere om sagen i indslaget over artiklen.