Cheftræner: Sindssygt stolt af drengene

Der blev hoppet, danset og råbt i AC Horsens omklædningsrum efter gårsdagens sejr over oprykningsfavoritterne fra Lyngby

Foto: AC Horsens / TV2OJ

2-1 stod der på måltavlen, da dommerens slutfløjt lød i går aftes. AC Horsens havde på benhård og til tider godt spil nedkæmpet topholdet fra Lyngby Boldklub. Det er derfor også en yderst tilfreds cheftræner, der kan gøre status dagen derpå.

- Først og fremmest er jeg sindssygt stolt af drengene. Vi holder Lyngby nede på én chance og følger gameplanen til punkt og prikke. Vi var taktisk godt indstillet på, hvad de kommer med, og det lykkedes for os at lukke ned for deres farlige mellemrumsspil, siger cheftræner Bo Henriksen.

AC Horsens med kurs mod Superligaen

For ham forløb kampen fuldstændig som håbet, og derfor var stemningen af naturlige årsager også rigtig god efter opgøret.

- Der blev da hoppet og jublet i omklædningsrummet, og spillerne skulle have lov at nyde den flotte sejr. Men når vi mødes her senere i dag, så er fokus igen rettet mod den næste kamp i Silkeborg, fortæller Bo Henriksen.

Stadig tilfreds med en 5. plads

Matchvinderen blev 24-årige Martin Lund, der kom ind og afgjorde kampen til slutresultatet 2-1 efter Lyngby havde udlignet den føring, som Horsens spillede sig til i 1. halvleg.

- Jeg er ikke forundret over Martin, for jeg ved, hvad han kan. Han er dygtig og har fortjent den scoring, lyder det fra cheftræneren.

Med en sejr over oprykningsaspiranterne fra Nordsjælland spiller AC Horsens sig for alvor ind i kampen om de oprykningsgivende pladser i 1. division, men Bo Henriksen holder begge ben solidt plantet i den jyske muld.

- Det er nok lidt småkedeligt og ydmygt, men vi håber stadig bare på at få så mange sejre som muligt. Vores forudsætninger er ikke de bedste, så vi skal kæmpe os til sejre. Hvis vi ender på en femteplads vil jeg være fint tilfreds, siger Bo Henriksen.

Med sejren er AC Horsens nu på 3. pladsen i rækken med 31 point. Lige over dem ligger gårsdagens modstander fra Lyngby med 35 point.