Chefredaktør om medieforlig: De har opdaget, at lokale medier er vigtige

40 millioner statsstøtte-kroner flyttes væk fra hovedstaden og over til lokale aviser i provinsen

De lokale og regionale medier har en helt unik position, lyder det fra den ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

- Christiansborg har nu endelig opdaget, at de lokale og regionale medier er vigtige for den lokale sammenhængskraft og det nære, lokale demokrati.

Claus Wessel Krogh, der er ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser, er særdeles tilfreds med et nyt medieforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om natten til fredag.

Læs også TV2 ØSTJYLLAND forlader Facebook Randers

Forliget vil således øget støtten til de regionale og lokale nyhedsmedier. Der vil blandt andet blive flyttet omkring 40 millioner kroner i statsstøtte væk fra hovedstaden og over til lokale aviser i provinsen.

Vi deltager som det eneste medier i byrådsmøderne i Syddjurs Kommune.

Claus Wessel Krogh, ansvarshavende chefredaktør, Politikens Lokalaviser

Politikens Lokalaviser har fem aviser på Djursland, fem aviser i Aarhus og en avis i henholdsvis Skanderborg Kommune og Favrskov Kommune. 

- Jeg har stor tiltro til, at folk har en enorm lyst til, og behov for, at blive orienteret om det liv, der foregår lige uden for deres hoveddør. De lokale medier beskæftiger sig med nogle emner, som ingen andre beskæftiger sig med, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- I den sammenhæng har vi en enorm vigtig opgave i at være magthavernes vagthunde, for det er der ingen andre, der er.

Vi er glade for, at vi får mulighed for at søge om mediestøtte, lyder det fra Claus Wessel Krogh.

Ingen andre på Djursland

Ifølge Claus Wessel Krogh har de lokale og regionale medier en helt unik position. 

- Hvis vi eller TV2 ØSTJYLLAND ikke beskæftigede os med Djursland, så er der ingen, der ville gøre det. Vi deltager som det eneste medier i byrådsmøderne i Syddjurs Kommune, og hvis der besluttes noget om byudviklingen i Rønde, så er det kun os, der er til stede og kan stille kritiske spørgsmål, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Medieforliget betyder blandt andet, at licensen bliver afskaffet, at DR skal skære i budgetterne, og at radiokanalen Radio24Syv modvilligt skal flytte sit hovedsæde og halvdelen af sine medarbejdere ud af København. 

Læs også Borgmestre: De regionale medier skal sikres

Mens medieforliget altså ikke vil gøre alle glade, har de regionale og lokale nyhedsmedier grund til at være tilfredse.

- Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvad det betyder for os, men lige nu er vi glade for, at vi får mulighed for at søge om mediestøtte. Hvis kriterierne tillader os det, så vil vi søge om støtte. 

En række undersøgelser understøtter ifølge Claus Wessel Krogh, at læserne gerne vil have lokale nyheder og læse om det nære.