Chef er ikke bekymret for tilstanden på brandramt plejehjem

Der er tale om helt forskellige steder, siger sundhed- og omsorgschef om dødsbrand på plejehjem

Sundheds- og omsorgschefen i Norddjurs Kommune har fuld tiltro til sikkerheden på Plejecentret Farsøhthus. Foto: Norddjurs Kommune / TV2 ØSTJYLLAND

- De ting, der er nævnt i de påbud, har ingenting med den brand at gøre overhovedet.

Sådan lyder den kontante melding fra Søs Fuglsang, der er sundheds- og omsorgschef i Norddjurs Kommune.

Sagen, hun udtaler sig om, er branden på Plejecentret Farsøhthus, hvor tre ældre mennesker mistede livet i august.

Læs også Plejehjem fik mange påbud om flugtveje inden dødsbrand

Plejehjemmet er siden 2011 blevet tildelt seks påbud om manglende brandsikkerhed. Det er det daværende Brand og Redning Djursland, der har uddelt de mange påbud. Langt størstedelen af dem handler om problemer med flugtveje.

Da branden brød ud den 3. august, var et problem med en flugtvej da også en medvirkende til, at det var sværere at komme ud af plejecentret, ligesom det var med til, at branden spredte sig hurtigt.

Frie og ryddelige flugtveje

Det fremgår af rapport, som transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i september præsenterede om sikkerheden på plejecentret.

00:45

VIDEO: Her er, hvad transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen sagde om brandsikkerheden på Plejecentret Farsøhthus ved samrådet i Folketinget.

Luk video

Ikke desto mindre fastholder sundhed- og omsorgschef Søs Fuglsang, at hun ikke bekymret for sikkerheden på Plejecentret Farsøhthus i Allingåbro i Djursland.

- De ting, der er nævnt i brandsynsrapporterne har intet at gøre med den afdeling, hvor branden brød ud. Der har ikke på noget tidspunkt været kommentarer om afdelingen i brandsynsrapporterne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Efter dødsbrand: Dispensation til plejehjem var forkert

Fem af påbuddene omhandler, at flugtveje ikke holdes frie og ryddelige. Ifølge Søs Fuglsang er det dog ikke ualmindeligt, at sofaer kan komme til at stå i vejen for en flugtvej.

- Det er et sted, hvor man lever og bor, og det er et kontinuerligt arbejde, at man ikke får placeret en stol eller noget andet ved en flugtvej.

Møblerne ved flugtvejene undrer dog Søren Parcet, som er søn til en af beboerne på plejecenter Farsøhthus.

- Det er underligt, at der gentagne gange har været et problem, at der har været møbler i flugtvejene, som ikke må være der. Det skal der selvfølgelig være styr på, siger Søren Parcet til TV2 ØSTJYLLAND. 

Påbud ikke nævnt

Søs Fuglsang understreger, at kommunen tager påbuddene meget alvorligt.

- Vi har løbende forholdt os til de ting, der er nævnt i rapporterne og straks udbedret det, som er blevet påtalt. Vi retter op på de ting, der er påtalt i hver eneste brandsynsrapport, siger Søs Fuglsang til TV2 ØSTJYLLAND.

02:35

VIDEO: Dorte Birch mistede sin mor i en brand på et plejecenter i Allingåbro. Hun er vred og ked af, at der ikke har været bedre brandsikkerhed på centret.

Luk video

I forbindelse med samrådet om sikkerheden på plejecentret, sagde Ole Birk Olesen blandt andet følgende:

- Derudover var spisekøkkenet indrettet i flugtvejsgangen, hvilket har reduceret gangens funktion som flugtvej og medvirkede til at branden i gangen blev voldsom.

Læs også Beredskab kræver ny enhed efter dødsbrand på plejehjem

Det undrer Søs Fuglsang, da det ifølge hende aldrig er blevet påtalt i forbindelse med det daværende Brand og Redning Djurslands inspektioner.

- Der stod et spisebord og nogle stole i køkkenet, og de har også stået der under brandsynet, og det er aldrig blevet påtalt, siger Søs Fuglsang til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Beredskab kræver handling efter dødsbrand på plejehjem

Må ikke ske

Branden på plejehjemmet kostede tre ældre kvinder på henholdsvis 91, 93 og 95 år livet. 

- Det er dybt tragisk, og sådan noget må ikke ske, og vi gør, hvad vi skal for at undgå det, lyder det fra Søs Fuglsang.

Ifølge Østjyllands Politi opstod branden på plejecenteret Farsøhthus i en sofa i den ene af boligerne. Branden spredte sig hurtigt til yderligere tre boliger i fløjen, men det er ikke lykkedes at finde ud af, præcis hvorfor den opstod.

Læs også Pårørende om ringere service på plejehjem: Det er uværdigt

Påbud til Farsøhthus

Her er de påbud, plejecentret har fået fra Brand og Redning Djursland i perioden 2011-2017:

2011: 'Møbler i flugtveje skal fjernes. Opstilling sofa foran flugtvejsdøre fjernes. Parkerede biler foran flugtvejsdøre fjernes'.

2012: 'Flugtvejsgange holdes frie og ryddelige'. 'Brandslukningsmateriel i nyt køkken manglede'.

2013: 'Møbler på trappe hindrer ryddelige flugtveje. Åbne branddøre i kælder.

2014: 'Person med kendskab til flugtvejsbelysning ikke til stede. Ingen instruks ophængt ved flugtvejsbelysningen.

2015: 'Sofaer i flugtvejstrappe fjernes omgående'.

2016: Sofaer i flugtvejstrappe fjernes omgående. Der har tidligere været påtalt fare for opstået brand. Der bør laves en generel gennemgang af bygningen.

2017: 'Brandsikringen er ikke optimal. Anbefales at personalet får elementær brandkursus ud over den instruktion som serviceleder allerede gør.'

(Beredskabet skelner mellem et påbud og en anbefaling. Et påbud skal efterleves, en anbefaling bør efterleves. I 2017 er der tale om en anbefaling).