Chauffør sigtet for trafikdrab
Lastbilchauffør sigtet for uagtsomt manddrab
En lastbilchauffør er blevet sigtet for uagtsomt manddrab, efter en trafikulykke i Randers mandag formiddag kostede en kun 10-årig pige livet.
Det oplyser Østjyllands Politi.
- I denne typer ulykker, hvor en eller flere bliver dræbt, fordi en af de involverede kører over for rødt, er det helt normalt at sigte vedkommende for uagtsomt manddrab, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV2 | ØSTJYLLAND.
Sagen er nu overdraget til den juridiske afdeling hos Østjyllands Politi. Der skal blandt andet foretages flere afhøringer for at finde ud af, hvorfor lastbilchaufføren overså det røde lys.
Den nu afdøde ti-årige pige var passager i en bil, som blev ført af hendes 39-årige mor, da lastbilen ifølge politiets undersøgelser kørte frem for rødt i krydset Bøsbrovej-Hammelvej i det sydlige Randers.
Pigens mor blev alvorligt kvæstet ved sammenstødet, men kunne mandag erklæres uden for livsfare, mens pigen sidst på eftermiddagen døde af sine kvæstelser på Aarhus Universitetshospital.
Hvornår der eventuelt rejses tiltale vides endnu ikke.