Chaufføren Brian lærer børn om højresving: Vi skal redde liv

I dag blev der taget hul på stor trafikkampagne rettet mod både trafikanter og lastbilchauffører. Målet er at undgå højresvingsulykker

Det kan være farligt at begive sig ud på cyklen på vej til skole, hvis man ikke ser sig for.

Hvert år bliver omkring 10 danskere kvæstet i en højresvingsulykke. Sidste år døde syv personer, mens tallet for i år er faldet til en. 

"Dartskiven" viser det område, hvor lastbilchaufføren har svært ved at se sine medtrafikanter - også kaldet blinde vinkler. 

Lige meget, hvor mange det drejer sig om, så er det for mange. Derfor blev kampagnen 'Trafiksikkerhed i øjenhøjde' igen i år lanceret i dag for at sætte fokus på netop disse farlige situationer, hvor eksempelvis en lastbilchauffør ikke kan se en cyklist på grund af blinde vinkler. 

Det skete på Vestermarksskolen i Odder, hvor otte klasser fik mulighed for at opleve, hvor svært det kan være for en lastbilchauffør at navigere i blinde. Eleverne kom blandt andet ombord i en lastbil for også at se det fra den synsvinkel. 

01:04

VIDEO: Eleverne var glade for undervisningen i trafiksikkerhed - blandt andet Julia Vestergaard Knudsen. 

Luk video

En af eleverne, Julia Vestergaard Knudsen, har flere gange deltaget i kampagnen og føler, at hun nu er bedre rustet til at cykle til skole:

- Jeg har lært, at man skal passe rigtig meget på, hvis der kommer en lastbil, fortæller hun til TV2 | ØSTJYLLAND.

Fælles front 

Bag kampagnen står en lang række aktører, som tæller DTL Danske Vognmænd, Danske Fragtmænd, 3F Transport-gruppe, Volvo Trucks Danmark A/S, Codan Forsikring, Energiselskabet OK og Børneulykkesfonden.

Målgruppen er skoleklasser på tredje til femte klassetrin, som får praktisk undervisning i trafiksikkerhed, når det kommer til højresving. 

00:20

VIDEO: Chauffør Brian Hansen demonstrerer her, hvor de blinde vinkler er.

Luk video

Lastbilchauffør Brian Hansen er en del af kampagnen og er glad for, at der år efter år bliver sat fokus på netop de til tider fatale højresvingsulykker:

- Det er vigtigt, at vi ikke kører nogle cyklister ned. At vi redder liv. Man ser jo tit cyklisterne ikke overholder det, de skal, og det kan også sagtens være chaufførens skyld, siger Brian Hansen.

Hensyn til hinanden

Han håber, at alle - både chaufførerne og de øvrige trafikanter - vil blive bedre til at se sig for og passe på hinanden, men også at overholde færdselsreglerne. I sit arbejde oplever han til tider eksempelvis cyklister køre over for rødt eller op på fortorvet, hvilket gør det svært for ham at navigere. 

- Vi kan ikke se dem, hvis de kommer for tæt op ved førerhuset, fortæller Brian Hansen.

Læs også 14-årig pige kørt ned af højresvingende bilist

Der er mange ting, man kan gøre for at undgå ulykkerne. Udover viden om de blinde vinkler, bedre teknologi, flere spejle, og hvad man ellers kan gøre, så handler det også konkret om adfærden i trafikken.

Det mener Keld Jensen, som er ansvarlig for trafiksikkerheden hos 3F Transport, der er en del af kampagnen. 

- Vi er nødt til at hjælpe hinanden, så vi kan sørge for, at vi alle kommer sikkert hjem, fortæller han:

Det er området omkring forreste, højre dæk og ved styrhuset, at overblikket for chaufføren er dårligt. 

- Det vigtigste er, at vi er opmærksomme og tager hensyn til hinanden. Det giver en vis empati, at ungerne får lov til at komme op i lastbilen, og chaufføren får lov til at snakke med dem. 

Højresvingsulykker sker ofte ved, at eksempelvis en cyklist eller fodgænger rammer højre dæk ved en bil eller lastbil. Ifølge statistik fra Vejdirektoratet er årsagerne ofte forkert indstilling af spejle, dårlig udsyn ved forruden eller dårlig orientering. 

Seks gode råd til cyklister

  1. Sæt farten ned, når du nærmer dig og passerer et kryds.
  2. Det farligste sted du kan være, er ved lastbilens forhjul – hold mindst 2 meters afstand.
  3. Kør først frem, når du har sikret dig, at lastbilen holder stille.
  4. Er du I tvivl om lastbilen holder tilbage, så vent før du cykler videre.
  5. Koncentrér dig om trafikken – tal ikke i mobil og hør ikke musik, når du cykler.
  6. Bliv set - brug sikkerhedsvest og reflekser.
Kilde: Børneulykkesfonden / "Trafiksikkerhed i Øjenhøjde".