Chas. E bliver i Ryesgade

90 år gammel butik skal alligevel ikke lukke

Den 90 år gamle specialitets- og vinhandel Chas. E skal alligvel ikke lukke.

Chas. E har ligget i Ryesgade 5 i hjertet af Aarhus siden 1921. Det er tøjkoncernen BESTSELLER, der ejer bygningen, og de har på det seneste overvejet at åbne en stor tøjbutik i bygningens stueetage.

Det havde været på bekostning af Chas. E.

Reaktionerne har imidlertid været voldsomme på udmeldningen om en mulig lukning af butikken. Der er blandt andet oprettet en Facebook-side med titlen "Bevar Chas. E i Ryesgade". Siden har over 1200 medlemmer.

- For os er det jo en fantastisk dejlig beslutning, og jeg tror bestemt på, at vi har en fremtid her på adressen. Det er min opfattelse, at Bestseller gerne vil frem til en ordentlig løsning, siger indehaver John Tybring til Stiften.dk.

Om det er den enorme opbakning til vinhandlen, der har fået BESTSELLER til at stoppe planerne, vides ikke, men koncernen oplyser nu, at projektet stilles i bero.