Centerby skal gøres klar til togene – millioner sat af til udvikling

Laurbjerg er en af de byer i Favrskov, som der satses på. Nu skal en helhedsplan for byen planlægges.

Togene kommer i fremtiden til igen at stoppe i Laurbjerg. Det vil kommunen og de lokale nu udnytte. Arkiv

Det vakte jubel og stor glæde blandt borgerne, da Folketinget tidligere på året godkendte finansieringen af et trinbræt i Laurbjerg, som dermed igen bliver stationsby. Den mulighed skal nu udnyttes.

Kommunen ønsker at udvikle byen og de nærliggende områder med udgangspunkt i den forbedrede infrastruktur.

Læs også Borgere måtte kæmpe i syv år - men nu får landsby trinbræt tilbage

- Der er ingen tvivl om, at når trinbrættet genopstår, så bliver det lettere at komme fra Laurbjerg til Aarhus. Den mulighed skal vi ikke forspilde, siger borgmester i Favrskov, Nils Borring (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er allerede parkeret 5,5 mio. kr. til stationsområdet i Laurbjerg, hvor der skal etableres parkeringspladser, stisystemer og lignende, så de rejsende får optimale forhold fra 2021, hvor det ventes, at togene holder i byen igen.

00:26

VIDEO: Det vakte begejstring i Laurbjerg, da nyheden om, at trinbrættet kommer tilbage, løb ind tidligere i år. Indslaget er fra 1. marts. 

Luk video

Har taget hul på missionen

Anledningen har kommunen så valgt at bruge til at drøfte en større plan for centerbyen, så også Lilleåskolen, området nord for Laurbjerg, nye boligområder og meget mere skal udvikles.

- Vi så gerne flere børnefamilier i Laurbjerg, og for år tilbage tog vi hul på den mission ved at rive den gamle børnehave ned og bygge en spritny med SFO. Der er også gode fritidsfaciliteter i byen og kort til naturen. De ting skal vi nu arbejde videre med, siger Nils Borring.

Vi er allerede inde i en positiv udvikling, og området bliver kun mere attraktivt med trinbrættet.

Peter Lange, Laurbjerg

Favrskov Kommune har derfor henvendt sig til de lokale aktører for at sikre, kræfterne og midlerne bliver brugt bedst muligt.

En af dem er Peter Lange, der er formand for landsbyklyngen Favrskov4ren bestående af Laurbjerg, Granslev, Houlbjerg og Bøstrup. Han hilser planerne velkommen.

00:20

VIDEO: Borgerne i Laurbjerg reagerede i marts på nyheden om, at den sidste hurdle for et trinbræt i Laurbjerg nu er væk. Der var ikke overraskende glæde at spore.  

Luk video

Håber på børnefamilier og arbejdspladser

- Vi skal sparre med kommunen og sørge for, at alle foreninger og interessenter får chance for at byde ind med deres kreative idéer. Vi er allerede inde i en positiv udvikling, og området bliver kun mere attraktivt med trinbrættet, siger Peter Lange til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg håber, at vi får flere folk til, gerne børnefamilier, ligesom nye arbejdspladser kunne være godt for Laurbjerg.

Læs også Trinbræt bliver fem gange dyrere end forventet

Da nyheden om trinbrættets tilbagevenden indløb for lidt over et halvt år siden var glæden stor blandt de omkring 1000 indbyggere i byen. 

Her sagde Michael Andersen, der også har været stor fortaler for trinbrættet i mange år, at trinbrættet kan være med til at fremtidssikre Laurbjergs eksistens.

Laurbjerg ligger syd for Langå og tæt på kommunegrænsen mod Randers.  Foto: Google Maps

Gør hverdagen nemmere

- Det er jo en af de ting, der gør, at Laurbjerg også fremover vil være en fuldt funktionel by med alle de faciliteter, der hører til. Jeg tror ikke, at der er nogen i byen, der ikke er glade for den beslutning, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Peter Lange gav dengang udtryk for, at hverdagen personligt ville blive meget lettere. For han arbejder i Aarhus. 

Jeg tror ikke, at der er nogen i byen, der ikke er glade for den beslutning.

Michael Andersen, Laurbjerg

- Det bliver meget lettere at komme til og fra arbejde, og det bliver lettere at komme hjem om aftenen, hvis man for eksempel har været på restaurant. Så skal man ikke spørge hinanden, hvem der skal køre, for det skal Arriva, sagde han. 

Ud over de allerede afsatte mio. kroner til stationsområdet ventes byrådet i Favrskov i morgen at øremærke midler til udarbejdelse af en større plan for Laurbjerg.

Pengene tages fra det rådighedsbeløb på 150.000 kroner, der i budgettet for 2018-2021 er afsat til særlige planlægningstiltag i centerbyerne i kommunen.