Center for Seksuelt Misbrugte reddet af satspuljemidler

Center for Seksuelt Misbrugte i Aarhus får tilskud på 4,5 millioner kroner om året

00:38

1 af 2

Der er her til morgen stor glæde på Center for Seksuelt Misbrugte i Aarhus.

Sent i aftes blev regeringen sammen med satspuljepartierne enige om en ny aftale for satspuljemidlerne for 2016. Centeret i Aarhus, der hjælper borgere, der har oplevet seksuelle overgreb, ser derfor ud til at være reddet.

I august kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at centeret stod til at miste sit tilskud fra staten - og dermed måtte lukke, og det var til stor frustration for de tidligere brugere

Center risikerer lukning

Men nu er den økonomiske støtte indtil videre sikret, og det glæder socialrådmanden.

- Med satspuljemidlerne kan det vigtige stykke arbejde, som centeret dagligt leverer, fortsætte. Ofre for overgreb kan også fremover få nye netværk og få hjælp til at få bearbejdet deres traumer. Det kan hjælpe mange videre, siger Thomas Medom (SF).

- Uanset hvad man ellers måtte mene om satspuljecirkuset, så kan vi i dag fejre, at disse mennesker ikke lades i stikken. Der er rigtig mange voksne med ar på sjælen. Det er jeg glad for, at satspuljepartierne ikke lukker øjnene for. Og så må vi håbe at centret snart få en mere fast bevilling - gerne på finansloven.

Center for Seksuelt Misbrugte får et tilskud på 4,5 millioner om året - de næste to år, hvorefter en ny financiering skal aftales.

Se TV 2 | ØSTJYLLANDs interview med rådmand Thomas Medom i videoen øverst på siden.

Du kan her læse hele aftalen og se mere om fordelingen af midlerne.