Center om ny motorvej lukker og slukker
Der er ikke længere behov for et informationscenter om den nye motorvej i Silkeborg
Siden november 2013 har Vejdirektoratet haft et stort informationscenter i Silkeborg om den dengang kommende Silkeborgmotorvej.
Nu er motorvejen ikke længere fremtid, men nutid, og derfor har centeret aftjent sin værnepligt.
Derfor lukker centeret på fredag den 16. december.
Læs også
Ifølge Vejdirektoratet har 15.000 mennesker været forbi centeret i dets levetid.
- Informationscenteret har spillet en utrolig vigtig rolle i vores kommunikationsindsats omkring vejprojektet. Alle ved, at mange var mod placeringen af Silkeborgmotorvejen i begyndelsen. Derfor så vi fra Vejdirektoratets side et behov for at gøre en ekstra indsats i at komme borgerne i Silkeborg i møde, siger projektleder for Silkeborgmotorvejen Mike Boesen i en pressemeddelelse.
Læs også
Udstillingen i centeret var tiltænkt skoleelever, og det har også været her, de fleste gæster er kommet fra.
Silkeborg Kommune, Silkeborg Museum og Vejdirektoratets entreprenører stod for opførslen af centeret, der var så stor en succes, at Vejdirektoratet genbruger opskriften ved byggeriet af Holstebromotorvejen og Fjordforbindelsen ved Roskilde.