Center for kræftforskning i Skejby

Laboratorium på Skejby Sygehus øger forskningen i kræft i tarm, lunger, livmoderhals og prostata.

Molekylærdiagnostisk Laboratorium på Skejby Sygehus vil i samarbejde med afdelinger på Skejby Sygehus og Århus Sygehus intensivere forskningen i blandt andet tyktarms-, lunge-, livmoderhals- og prostatakræft.

Laboratoriet skabte i 2002 et internationalt gennembrud i kræftforskningen ved at præsentere den første gentest til inddeling af kræftsvulster i klasser, oplyser sygehuset. Laboratoriet har udviklet en metode, hvor man ved hjælp af en DNA-chip kan afgøre hvilken form for tumor, der sidder i patientens blære, og hvordan tumoren vil udvikle sig i fremtiden. Det er denne forskning, som nu bliver udvidet til en række andre almindeligt forekommende kræftformer.

Takket være en gave på 19,8 mio. kr. fra John og Birte Meyers Fond bliver det nu muligt at lave et egentligt center for molekylær kræftforskning på sygehuset. I første omgang skal Molekylærdiagnostisk Laboratorium i samarbejde med kirurgiske afdelinger til at indsamle vævsprøver fra kræftsvulster.