Cecilie blev nummer to
Andenplads ved børnenes melodi grand prix
12-årige Cecilie Vahle fra Ørum på Djursland var tæt på at nå helt til tops under børnenes melodi grand prix 2013 - også kaldet MGP.
Med sangen "Ingen som dig" lykkedes det den unge østjyske sangerinde at kvalificere sig til finalen, hvor hun dog måtte se sig slået af Kristian, der vandt med sangen "Den første autograf".
Cecilie sikrede sig andenpladsen under et stort liveshow i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor 11.000 tilskuere festede med.
Tv-værten Jacob Riising og sangerinden Szhirley var aftenens værter. Parret guidede tilskuere og tv-seere på DR gennem de i alt 10 sange, som alle er skrevet og udført af børn mellem 9 og 15 år.
Cecilie Vahle drømmer ifølge et miniportræt på dr.dk om at kunne leve af at lave musik. Lørdag aften fik hun bevist, at hun ikke er helt uden chancer for engang at kunne leve drømmen ud.