Cateringfirmaer under lup
Myndighederne afslørede ikke den store svindel, da 35 cateringfirmaer i Århus-området fredag fik uventet kontrolbesøg.
En kontrolaktion mod cateringvirksomheder fredag i Århus-området gav ikke det store udbytte for myndighederne.
35 virksomheder blev besøgt uanmeldt for at tjekke eventuelt sort arbejde, socialt bedrageri, afgiftsfusk eller mangelfuldt kasseregnskab.
Afdelingsleder Grethe Ærendahl fra Skattecenter Århus oplyser i en pressemeddelelse, at virksomhederne generelt agerede inden for reglerne, men nogle få virksomheder vil blive udtaget til nærmere kontrol.
Ved aktionen, der skete i et samarbejde mellem Skat, politiet, Udlændingeservice, KL, Fødevarestyrelsen og Arbejdsdirektoratet, blev 117 medarbejdere truffet på arbejdspladserne.
To medarbejdere fik udbetalt sociale ydelser, mens fire havde første arbejdsdag, og otte medarbejdere var ægtefælle. Derimod var der ingen, der fik udbetalt dagpenge.
Der blev ikke fundet ulovlige øl og vand.
Det var ikke umiddelbart muligt at få myndighederne til yderligere at kommentere resultatet af aktionen. /ritzau/