- Der var virkelig meget larm, siger Carla fra 8.b
Den store udfordring er, at der er en stor flok børn og én voksen, siger skoleleder om problemer med inklusion
I 8.b på Sejs Skole ved Silkeborg er der ro i timerne og et godt sammenhold.
Det har der ikke altid været.
- Der var virkelig meget larm, og det var ikke alle, der var særlig gode venner, siger Carla Marstrand, der går i 8.b på Sejs Skole.
Læs også
For som på så mange andre skoler i landet oplevede skolen problemer med at rumme alle børn. Konsekvensen var børn, der kom fagligt bagud eller ikke kunne koncentrere sig.
- Den store udfordring er, at vi har en stor flok børn i hver klasse, hvor der typisk står én voksen. Det gør der i over 90 procent af tiden. Og der skal den voksne tilgodese alle de behov og de særlige hensyn, man er nødt til at tage for at lykkes med at trives fagligt og socialt, siger Kristian Mikkelsen, skoleleder, Sejs Skole.
Manglende viden om de ekstra krævende børn og manglende ressourcer var en af de udfordringer, som Sejs Skole stod overfor. Derfor har de forsøgt at finde deres egen måde at hjælpe alle børn på.
- Man møder det enkelte barn der, hvor barnet er. Og man møder de børn, som er udfordret og finder de ressourcer, som det barn har, siger Tina Nærum Nyrup, lærer på Sejs Skole.
Læs også
Et tiltag på skolen har været projektet 'Skolen i skolen'. Her kan børn med vanskeligheder få ekstra hjælp og opmærksomhed.
- Vi kan klæde dem bedre på samtidig med, at vi kan få stabiliseret det fællesskab, de kan skal i. Hvis de selv skal finde ud af det, er det meget ustabilt, siger Kristian Mikkelsen.
Torsdag havde Sejs Skole besøg af undervisningsminister Ellen Trane Nørby. Hun besøgte skolen for at se, hvordan skolen griber inklusion an.
Øverst kan du se hele indslaget om inklusion på Sejs Skole. Nederst kan du se et interview med Ellen Trane Nørby i forbindelse med besøget.