Cardigan på NorthSide

Aarhus-festival klar med flere nye navne

Foto: Colourbox

Den aarhusianske NorthSide Festival har tirsdag præsenteret endnu en håndfuld af de navne, der skal underholde i Ådalen.

Blandt de nye navne er The Cardigans-forsangeren Nina Persson. Som frontfigur for den svenske gruppe er Nina Persson uløseligt kædet sammen med hits som My Favourite Game og Lovefool.

Når Nina Persson kommer til Aarhus til sommer, er det dog ikke med bandmedlemmerne fra The Cardigans i ryggen. Hun optræder i stedet som solist og har til den tid udgivet soloalbummet "Animal Heart".

Foruden Nina Persson er også Karen Marie Mønsted - bedre kendt som MØ - på årets plakat. Nye navne på plakaten er også The Brian Jonestown Massacre, Flogging Molly og den britiske duo Mount Kimbie.

NorthSide festival afvikles i weekenden 13.-15. juni.