Campingvogn nedbrændt på campingplads
Ingen personer er kommet til skade
Lørdag måtte Brand og Redning Djursland rykke ud til en brand på campingpladsen Djurs Hytteby & Camping ved Nimtofte på Djursland.
Brandvæsnet blev alarmeret om branden klokken cirka 9.00.
- Da vi ankom, var campingvognen næsten helt udbrændt. Det går stærkt med sådan nogle på grund af alle de kunstmaterialer i dem, siger indsatsleder Bruno Alexander fra Brand og Redning Djursland til tv2oj.dk.
Han fortæller, at det kun var stellet og undervognen, der var tilbage af campingvognen, da brandvæsnet havde slukket ilden.
Det var en nabo til campingpladsen, som havde opdaget branden og slået alarm.
- Der var heldigvis stor afstand til de andre campingvogne på stedet, så ilden spredte sig ikke, siger Bruno Alexander.
Ingen personer kom til skade ved branden.