Campingplads renoveret for 5 millioner kroner
Der er bygget ny legeplads, og snart kommer der en svømmepøl med børnebassin.
Gitte og Per Blaabjerg købte for et år siden en gammel og forfalden campingplads ved Ajstrup Strand mellem Aarhus og Odder.
Siden har de smidt fem millioner kroner i at skabe en helt ny campingplads, blandt andet med ny, stor legeplads, nye bygninger, og en ny svømmepøl med børnebassin er på vej.
De har forelsket sig i området, som de kalder helt fantastisk.
- For det første synes vi, at området er helt fantastisk. Der er virkelig smukt og skønt her. Det ligger godt i forhold til Odder og Aarhus, og vi kunne se, at mange af vores gæster sidste år kom, fordi de skulle til noget i en af byerne, siger Gitte og Per Blaabjerg til TV2 ØSTJYLLAND.
Parret har arbejdet sammen i 30 år, og de kan godt lide at bygge nyt op fra bunden.
Læs også
- Det er spændende at bygge sådan noget herop og få lov til at lave det pænt. Vi kan godt lide, at noget bliver pænt, siger Gitte Blaabjerg, og hendes mand uddyber:
- Byg det op, og se ting udvikle sig. Det er det, vi brænder for, siger han.
Glæder sig til pool og minigolf
Lørdag holdt de åbent hus på deres nye campingplads, og omkring 100 mødte op for at tjekke de nye omgivelser ud, blandt andre en familie fra Østbirk.
- Jeg tænker, det er en fantastisk hyggelig plads. De har lavet meget om. Vi bestilte plads i efteråret, og så ville vi gerne ned og se, hvad de har fået lavet om, siger Bo Madsen, og hans børn lagde især mærke til legepladsen.
- Jeg synes, den er rigtig god, fordi den kan bruges til mindre børn og store børn, fordi der er gynger og rutsjebaner og så noget, sagde hans datter, Mathilde Bruun Madsen.
De skal senere på året campere ved Ajstrup Strand, og hendes lillebror glæder sig især til minigolf og til at svømme i pølen.
Læs også
Campingpladsen har 350 pladser, hvoraf 40 er teltpladser. Derudover er der to store, moderne servicebygninger med børnebadeværelse og gode køkkenforhold med spiseplads. Der er 21 hytter, alle med overdækket terrasse med havemøbler. Derudover ny legeplads fra Kompan, minigolf og fantastisk badestrand.