Camilla har social angst: Nu har hun klaret Ironman i tætpakket felt

På trods af et liv præget af social angst gennemførte Camilla Lykke fra Aarhus i lørdags VM i Ironman på Hawaii blandt tusindvis af andre mennesker

Camilla Lykke i slutspurten under Ironman World Championship på Hawaii i lørdags. Foto: Privat

3,8 kilometer svømning i Stillehavet uden våddragt, 180 kilometer på jernhesten, og afslutningsvis 42,2 kilometer løb.

Alt sammen i blandt flere tusinde mennesker og i 30 graders varme. Et scenarie som kan tage pusten fra de fleste. Men det var, hvad 27-årige Camilla Lykke fra Aarhus i lørdags var igennem, da hun på tiden 11 timer og 8 minutter gennemførte Ironman World Championship på Hawaii.

På cykelturen kæmpede jeg med mavekramper og opkast helt ind til de 150 kilometer.

Camilla Lykke, triatlet 

- Det er det hårdeste, jeg har prøvet, lyder det fra Camilla Lykke til TV2 ØSTJYLLAND i dag - to dage efter konkurrencen.

- På cykelturen kæmpede jeg med mavekramper og opkast helt ind til de 150 kilometer, og de 42,2 kilometer løb var en kamp nærmest fra start, men det var en fed rute, og jeg forsøgte at nyde det, siger Camilla Lykke.

Triatlon minimerer angsten

Camilla Lykke har, siden hun var barn, levet et liv præget af social angst. En stor begrænsning og belastning som har gjort det svært for hende at være i sociale relationer, og derfor lå det heller ikke lige til højrebenet, at hun skulle gennemføre et løb sammen med så mange mennesker.

Læs også Triatlon hjælper Camilla med social angst: Skal til VM på Hawaii

- At gå fra et sted i livet, hvor man følte, at det næsten ikke var værd at leve, til at man skal til VM på Hawaii er helt vanvittigt, sagde Camilla Lykke til TV2 ØSTJYLLAND, da vi snakkede med hende før konkurrencen.

02:41

VIDEO: Vi mødte altså også Camilla Lykke et par uger, før hun tog til Hawaii, til en snak om social angst og triatlon. 

Luk video

Men med sporten er angsten rykket i baggrunden.

- Jeg følte mig forkert og havde ikke lyst til åbne op. Efter jeg er startet til triatlon, føler jeg, at jeg har fundet min hylde. Jeg har fundet relationer, der er nemme at være i, fordi vi har fælles interesser, fortalte Camilla Lykke.

Efter jeg er startet til triatlon, føler jeg, at jeg har fundet min hylde.

Camilla Lykke, triatlet 

Og netop derfor var angsten heller ikke en hindring for hende under konkurrencen i lørdags. En konkurrence som hun kvalificerede sig til at deltage i under Ironman Copenhagen i august, fordi hun fik den hurtigste tid i sin aldersgruppe.

Op af stolen

I alt havde 53 danskere kvalificeret sig til at deltage i konkurrencen på Hawaii. Og Camilla Lykke var ikke den eneste fra Aarhus. Heriblandt var også 66-årige Grethe Nielsen.

- Jeg bliver jo glad. Det er jo ikke sådan, at jeg hele tiden hopper smilende rundt, men det er jo bare sådan en følelse indvendig af, at man er tilpas, sagde Grethe Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND, da vi snakkede med hende tidligere i år. 

Læs også Grethe løber 100 kilometer om ugen: - Kom op af stolen og kom i gang

Og hun har et klart budskab til andre, som overvejer at stifte bekendtskab med løb eller anden ekstremsport.

- Kom op af stolen og kom i gang. Det giver så meget glæde.

Camilla Lykke græd, da hun løb i mål efter 11 timer og 8 minutter.  Foto: Privat

Men efter målstregen kom smilet frem.  Foto: Privat