Café lukket af myndighederne: Sort skimmel og plamager af snavs

Café Havet i Hørning lukker, efter Fødevarestyrelsen vurderer, at der er risiko for fødevaresikkerheden.

Café Havet lå indtil lukningen på Nørre Allé i det centrale Hørning. Byen ligger mellem Aarhus og Skanderborg. Foto: Google Street View

I 2015 åbnede Café Havet i Hørning syd for Aarhus med fokus på frisk fisk og var blandt andet kendt for sine stjerneskud. I december sidste år gik det dog helt galt med rengøringen, og Fødevarestyrelsen forbød caféen at fortsætte, indtil der var bragt orden i tingene.

I opvaskeafdelingen er der plamager af snavs, og på hylde under arbejdsbordet er der madrester af ældre dato. Opvaskemaskinen har belægninger af slimede lyserød karakter.

Fødevarestyrelsen

Siden har Café Havet så selv meldt ud på sin Facebook-side, at stedet lukker helt.

Fødevarestyrelsens kontrollanter var først på besøg den 17. december, hvor der blev konstateret store mangler med rengøringen og hygiejnen. Tre dage senere kom man på besøg igen og valgte at give stedet et forbud mod at fortsætte produktionen.

Man frygtede simpelthen for fødevaresikkerheden.

Madrester af ældre dato

- I et køleskab er der gule og brune skimmelbelægninger på blæseren og omkring denne samt på gummilister i køleskabets dør. I kølerummet er der sorte belægninger af skimmel-lignende karakter, lyder det i kontrolrapporten.

- I opvaskeafdelingen er der plamager af snavs, og på hylde under arbejdsbordet er der madrester af ældre dato. Opvaskemaskinen har belægninger af slimede lyserød karakter. I området, hvor der er direkte adgang til produktionslokale, er der store mængder af affald samt brugte fiskekasser, og gulvet sejler med store mængder vand fra fiskekasserne og affald, står der videre.

Café Havet lå indtil for nylig på Nørre Allé i Hørning mellem Aarhus og Skanderborg. Foto: Google Maps

Problemer i alle kølemøbler

Virksomhedens ejer oplyste dengang, at de ansatte skulle have gjort rent efter besøget tre dage forinden.

Ud over problemer med rengøringen var der også alt for varmt i kølerummet, hvor man opbevarede fersk fisk, kød og pålægsprodukter. Helt præcist 15,6 grader.

Fødevarestyrelsen vurderer, at der er risiko for fødevaresikkerheden, hvis forholdet fortsætter. Forbuddet er gældende, indtil Fødevarestyrelsen har ophævet forbuddet.

Fødevarestyrelsen

Fersk kød og pålæg må maksimalt opbevares ved fem grader.

En medarbejder oplyste under besøget, at der havde været problemer med temperaturerne i alle virksomhedens kølemøbler.

Læs også Populær café får bøde og sur smiley: Beskidt køkken og sorte belægninger

- Fødevarestyrelsen vurderer, at der er risiko for fødevaresikkerheden, hvis forholdet fortsætter. Forbuddet er gældende, indtil Fødevarestyrelsen har ophævet forbuddet, lød dommen efter kontrollen.

Dagen efter valgte ejeren så helt at lukke caféen.

TV2 ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere ejer.