Café Kaffegal: En kæmpe håndsrækning
Café Kaffegals bestyrer Brian Sørensen er lykkelig over nye udtalelser fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V)
Socialøkonomiske virksomheder, heriblandt Café Kaffegal i Aarhus, fik gode nyheder fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), der til TV 2 | ØSTJYLLAND siger, at han ønsker en permanent løsning, så Café Kaffegal ikke skal fyre nogle af deres psykisk sårbare medarbejdere, der er på løntilskud.
- Det er en mega stor og positiv nyhed. Det er en kæmpe håndsrækning fra beskæftigelsesministeren med både nye vinde og ny åbenhed, siger Café Kaffegals bestyrer Brian Sørensen til tv2oj.dk.
Han vil dog ikke fejre noget endnu.
- Jeg tænker ikke, at vi er reddet. Vi er først reddet, når der er fundet en løsning, men det er nyt, at han kalder parterne til bordet og støtter en permanent løsning. Jeg håber, at de løser det snart, siger Brian Sørensen.
Godt nyt til Café Kaffegal: Minister støtter en løsning
Brian Sørensen siger, at han hele tiden har haft de positive briller på, men at dagens udmelding nu alligevel gør noget ekstra.
- Jeg er ikke typen, der giver op, og jeg bliver ved til tingene lykkes, men jeg er positiv nu, for jeg synes, der er kommet andre boller på suppen, siger han.