Café donerer omsætningen

Café Kaffegal vil donere 25 procent af omsætningen til sindslidende

Brian Sørensen (t.v.).

I uge 27 donerer Café Kaffegal i Aarhus 25 procent af ugeomsætningen samt alle drikkepenge til Sindnet.dk.

Det sker efter at den frivillige forening Sindslidendes Netværk ikke længere modtager penge til at kunne drive mødeportalen Sindnet.dk.

Hovedmanden bag Sindnet.dk er Claus Bang Antony, og han får nu hjælp af Brian Sørensen, som flere måske kender som tidligere 'Årets Østjyde' fra TV 2 | ØSTJYLLAND. Det blev han for godt ti år siden.

Brian Sørensen står nu blandt andet i spidsen for Café Kaffegal.

Se: Ildsjæl forlader livsværk

- Det er simpelthen intet mindre end en ommer! Tusindvis af psykisk sårbare mennesker lever i social isolation, ensomhed og mange har selvmordstanker og svært ved at tro på en positiv forandring i deres liv, og så hiver man efter flere år, driftsstøtten væk under et så godt projekt, siger Brian Sørensen i en pressemeddelelse.

Men nu kommer der altså økonomisk hjælp fra Café Kaffegal, der er ejet af den frivillige forening ChangeMakers, og som har et stort fokus på at skabe et bedre samfund for psykisk sårbare mennesker.