Bytter rødt undertøj
Mænd skal tænke sig om, inden julegaven købes
Når mænd køber julegaver til deres koner og kærester, går de ofte målrettet efter pikant undertøj.
Der er dog god grund til at tænke sig om en ekstra gang, inden man udvælger den bh eller de trusser, der skal pakkes ind og lægges under træet.
Ifølge indehaveren af lingeri-forretningen Le Petit i Hornslet, Camilla R. R. Mortensen, vender kvinderne efter jul ofte tilbage for at få undertøjet byttet.
- Mændene vil enormt gerne se alle de fine blonder. Især rødt. Det er hit-farven. Det er den, han lægger mærke til, og den han ser, når hun har det på, siger Camilla R. R. Mortensen i Go' Aften Østjylland.
- Men der er rigtig, rigtig mange kvinder, der kommer tilbage med det efter jul. Og det er lidt synd.
Se: Bling og broderi til nissefar
Ifølge Camilla R. R. Mortensen burde mange kvinder dog revurdere deres holdning til rødt undertøj. Mange tror fejlagtigt, at den røde farve er mere tydelig under deres bukser og trøjer - men det er ikke tilfældet.
- Generelt er kvinderne meget konservative i farverne, fastslår hun.
Go' Aften Østjylland sender i december fra herregården Gammel Estrup på Djursland. Se interviewet med Camilla R. R. Mortensen i aften kl. 18.15 eller 20.20 på TV 2 | ØSTJYLLAND - eller i videoen øverst i denne artikel.