Bysbarn med stort hjerte hyldes - tog fusen på chokeret datter
Hun var en ydmyg, men også ualmindelig visionær politiker, lyder det fra borgmester.
- Hun mødte os i øjenhøjde, og vi mødte hende også på tv. Vi var meget opmærksomme på Lilli, men hun var endnu mere opmærksom på os.
Borgmester i Horsens Peter Sørensen (S) er født i 1966 og husker tydeligt politikeren Lilli Gyldenkilde, der fra 1977 til 1994 var en tydelig og skarp folketingspolitiker for SF.
Læs også
Lilli Gyldenkilde har en særlig plads i hjertet for mange horsensianere, og hun bliver nu hædret med sit eget torv, Lilli Gyldenkildes Torv.
- Hun var en fantastisk dygtig politiker, der fyldte rigtig meget i lokal og national politik. Hun havde et stort hjerte i vores by gennem hele sit liv, og hun bragte holdninger fra Horsens ind i landspolitik. Vi bysbørn synes, hun var et ualmindeligt stærkt menneske, siger borgmester Peter Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Torvet placeres på en grund, der hidtil har heddet Kvickly-grunden i folkemunde.
Her blev der i april taget første spadestik til en ny bydel i det centrale Horsens. Planen er, at der blandt andet skal bygges 500 nye boliger samt butikker, restauranter og caféer.
Fokus på kvinder
Navnet Lilli Gyldenkildes Torv er også en påmindelse om en aktuel strategi i plan- og miljøudvalget i Horsens.
- Det er et enigt udvalg, der har givet håndtryk på, at vi gerne vil sætte mere fokus på kvindelige profiler. Vi har historisk ikke haft så stor fokus på den retmæssige betydning, kvinder har haft. Det er absolut ikke sidste gang, vi ser en kvinde få opkaldt en vej eller et torv efter sig, siger næstformand for plan- og miljøudvalget Niels Peter Bøgballe (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
Plan- og miljøudvalget har i nyere tid opkaldt en vej ved Horsens Havn efter bysbarn og langdistancesvømmer Jenny Kammersgaard, der blev internationalt berømt, da hun i 1937 svømmede over Kattegat.
Overvældende reaktion
Lilli Gyldenkildes datter, Susan Gyldenkilde (S), er selv aktiv i politik og medlem af byrådet i Horsens. Hun blev dog ikke på forhånd informeret om, at det nye torv skal opkaldes efter hendes mor.
- Susan vidste ikke, at det var det valg, vi havde truffet. Vi tog lidt fusen på hende. Hun fik bare en orientering bagefter, ligesom alle andre. Hun blev glad og stolt, men hun var også lidt chokeret, siger Niels Peter Bøgballe til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Den reaktion, han har mødt, efter det er kommet frem, at torvet skal hedde Lilli Gyldenkildes Torv, bekræfter ham i, at udvalget har truffet det rigtige valg.
- Jeg er overvældet over den positive reaktion. Det er et tegn på, at det er den rigtige beslutning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft et facebookopslag, hvor der har været så ensidig positiv interaktion, siger Niels Peter Bøgballe til TV2 ØSTJYLLAND.
By i udvikling
Horsens Kommune har sat gang i en storstilet plan for midtbyen. Det betyder blandt meget andet, at VIA University College skal have nye campusfaciliteter, og at det, der nu er et rådhus, skal laves om til et butiks- og oplevelsescenter.
- Vi er begunstiget af, at vi skal bygge nogle nye veje og torve, og der har vi kigget på, hvordan vi både anerkender og værner om historiske personer. Vi vil gerne minde hinanden om, at vi skal huske de mennesker, der har haft en markant positiv betydning for Horsens, siger borgmester Peter Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Lilli Gyldenkilde var en dygtig og ærlig politiker i både Folketinget og Europa-Parlamentet. Hun var ydmyg, men også ualmindelig visionær.
Lilli Gyldenkilde døde i 2003. Hun blev 67 år.
Det har fredag ikke været muligt for TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra hendes datter, Susan Gyldenkilde.