Bysbarn i rørende julegestus - og der er hårdt brug for hjælp
Solbjerg-borger vil hjælpe andre gennem julen med egne midler. Hjælpeorganisation kan ikke følge med
- Jeg har været så ked af at læse historier om, at mange ikke kan få julehjælp. Det ramte mig ekstra hårdt i år, fordi det er et stigende antal, der ikke kan holde en ordentlig jul.
33-årige Kenneth Gaardmand Avnsted fra Solbjerg er en helt almindelig mand. I år gør han dog noget ualmindeligt.
I stedet for at sidde og være ked af nyhedshistorierne om julehjælp har han besluttet, at han vil tage sagen i egen hånd. I hvert fald i det omfang, han kan.
Læs også
Han har derfor lavet et opslag i den lokale facebookgruppe 8355. Her skriver han, at han gerne vil hjælpe, hvis personer eller familier i byen ikke har penge til at holde en ordentlig jul - og ikke kan få bevilget julehjælp fra en af de normale puljer.
- Jeg synes, at hvis man kan, så har man pligt til at hjælpe i den her tid, der handler om at være sammen og være gode ved hinanden. Det er den måde, jeg er opdraget på, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Mange vil gerne hjælpe
Målet er, at alle i Solbjerg kan få et ordentlig måltid mad, og at alle byens børn får en gave. Det bliver af egen lomme, at julehjælpen kommer.
- Det er ikke fordi, jeg har meget, men jeg kan godt undvære nogle penge. I min familie giver vi ikke hinanden julegaver i år, fordi vi gerne vil hjælpe andre. Det, at gøre andre mennesker glade, er det, der vil give os allermest, siger Kenneth Gaardmand Avnsted til TV2 ØSTJYLLAND.
I opslaget skriver han, at han gerne vil have hjælp til projektet, hvis nogle i Solbjerg skulle have lyst. Det har mange haft lyst til.
- Det har været helt overvældende, hvor mange der gerne vil bidrage. Det er noget af det, der gør mig allermest glad, for det viser jo, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan her med jul, siger Kenneth Gaardmand Avnsted til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er også nogle, der har henvendt sig til ham, fordi de gerne vil have hjælp - og tilbuddet gælder stadig.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at hjælpe de her mennesker, lyder det fra Kenneth Gaardmand Avnsted.
Læs også
Han understreger, at han ikke er ude på at promovere sig selv.
- Men jeg snakkede med min kone om det, og hun sagde, at det måske vil inspirere andre. Der er noget specielt over at bo i Solbjerg. Der et særligt fællesskab, og det sætter jeg rigtig meget pris på. Der er højt til loftet, siger han.
Flere og flere fattige
Ifølge generalsekretæren for Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem er der en god grund til, at flere søger om julehjælp.
- Både fattigdom og børnefattigdom stiger i Danmark. Mange af dem, der søger julehjælp hos os, har stået uden for arbejdsmarkedet i op til 8 år. Så har man stort set ingen værdier, siger Klaus Nørlem til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han peger især på én faktor, der har gjort det rigtig svært for familier med få midler.
- I forbindelse med kontanthjælpsloftet har mange familier mistet helt op til 3000 kroner om året. Reformen har betydet, at vi har fået over 12.000 flere fattige børn, end vi havde for 2 år siden, siger Klaus Nørlem til TV2 ØSTJYLLAND.
Dansk Folkehjælp fik sidste år 682 ansøgninger om julehjælp i Aarhus Kommune, som Solbjerg hører ind under. I år hedder tallet 757, og Dansk Folkehjælp kan kun hjælpe 176 af familierne.
På landsplan har Dansk Folkehjælp i år fået 15.400 ansøgninger om julehjælp fra familier, mens det tal sidste år hed 14.280.
Dansk Folkehjælp lukkede for ansøgninger om julehjælp den 30. november.