Byret: Kvinde blev ikke handlet
Silkeborg-ægtepar tidligere frifundet
Mandag stod den nigerianske kvinde Omo Amenagawon frem og fortalte, at hun har fået afslag på asyl i Danmark, selv om hun er offer for menneskehandel og har vidnet mod sine bagmænd. Væsentlige detaljer i kvindens sag har imidlertid ikke været fremme, skriver Politiken.
Ifølge Omo Amenagawon lokkede et nigeriansk ægtepar fra Silkeborg hende til Danmark under falske forudsætninger, hvorefter hun blev tvunget ud i prostitution.
Ægteparret er dog blevet frifundet for anklagerne om menneskehandel ved Retten i Herning den 2. marts 2011, skriver Politiken, der er i besiddelse af domsudskriften.
Dommere tvivlede på historien
Af domsudskriften fremgår, at byretten ikke fandt beviser for, at ægteparret havde tvunget, frihedsberøvet eller truet kvinden.
- (...) der er ikke ud over O's (Omo Amenagawons, red.) forklaring ført noget egentligt bevis for, at den ene eller begge de tiltalte ved fremkaldelse af en retsstridig vildfarelse om at skulle være au pair eller ved anden utilbørlig fremgangsmåde har bragt O til Danmark med det formål for øje at udnytte hende ved prostitution, står der ifølge Politiken i dommen.
Dommerne tvivlede på Omo Amenagawons historie, da de mente, at hun havde afgivet modstridende forklaringer om sine familieforhold i Danmark, og at hun havde hævdet, at hun i Nigeria var blevet kontaktet af den mandlige del af ægteparret på et tidspunkt, hvor han ifølge passtempler ikke var i landet.
Manden blev frifundet og fik erstatning, mens hans kone fik en dom på ti måneder for at have tjent penge på Omo Amenagawons prostitution.
Vægtede beviserne anderledes
Omo Amenagawons advokat, Jens Rye-Andersen, mener, at hans klient kan beskrives som handlet.
- På det tidspunkt vægtede man beviserne anderledes, og jeg er ikke i tvivl om, at man i dag ville blive dømt anderledes, siger advokaten.
Han siger desuden til Politiken, at han er "stensikker på", at sagen har været i landsretten, selv om den ifølge de andre advokater i sagen ikke blev anket.
Advokat Mette Grith Stage, som forsvarede den kvindelige tiltalte i sagen, mener, at retten tog "den helt rigtige beslutning": "Kvinden var helt tydeligt ikke handlet, og jeg er målløs over, at min kollega siger noget andet", siger hun til Politiken.
Ser bort fra byrettens dom
I Omo Amenagawons asylsag har Flygtningenævnet set bort fra byrettens dom og har "i det væsentlige" behandlet sagen på baggrund af kvindens egen forklaring om, at hun blev truet til prostitution, skriver Politiken.
Flygtningenævnet finder ikke, at det er dokumenteret, at vil Omo Amenagawon være i fare i Nigeria, som hun har forklaret, skriver Politiken.
Ifølge Omo Amenagawon er hun blevet truet af broderen til den frifundne mand i Danmark. Broderen bor i Nigeria, men Flygtningenævnet mener ikke, at en enkelt trussel skal begrunder asyl, da Omo Amenagawon ikke har kunnet sandsynliggøre, at broderen "ønsker eller har mulighed for at gøre alvor af sin trussel", står der i Flygtningenævnets afgørelse.