Byrådskandidat trækker sig
Mistænkt for at påvirke vælgere, der skulle brevstemme
Den socialdemokratiske byrådskandidat Mohamed Suleban Ali (S) har nu valgt at trække sig fra partiets liste til kommunalvalget.
Det sker efter, at Mohamed Suleban Ali (S) har været været under mistanke for at have forsøgt at påvirke vælgere, der skulle brevstemme på rådhuset i Aarhus.
- Jeg har valgt at trække mig af egen fri vilje, selv jeg ikke mener det var nødvendigt. Men jeg trækker mig af hensyn til Socialdemokraterne, fordi min sag ikke skal skygge for partiets kommende valgkamp, siger Muhamed Suleban Ali (S) til Århus Stiftstidende.
Ifølge chefen for Borgerservice i Aarhus, Lene Hartig Danielsen, er Mohamed S. Ali blevet bortvist fra rådhuset, efter han op til flere gange er ankommet til borgerservice med en gruppe somaliske vælgere og vejledt dem i forhold til, hvem de skulle stemme på.
Der er blandt andet blevet fundet stemmesedler i ventesalen og stemmeboksen, hvor Muhamed Suleban Alis navn var påtrykt med maskinskrift.
Se: Byrådskandidat bortvist fra rådhus
Ifølge Århus Stiftstidende er det på grund af en ny redegørelse af forløbet, der nu får byrådskandidaten til at trække sig.
Formanden for Socialdemokraterne i Aarhus bakker op om Muhamed Suleban Alis beslutning.
- Det er flot gjort af hensyn til partiet. Redegørelsen frikender ham ikke fuldstændig og derfor ville sagen blive ved med at køre til skade for ham selv og partiet. Men der er også uoverensstemmelser i redegørelsen og oplysninger, der ikke stemmer med den første, siger Morten Pless, formand for Socialdemokraterne i Aarhus, til Århus Stiftstidende.