Byråd protesterer mod energi-anlæg
Rønde byråd protesterer skarpt mod planer om et anlæg til fremstilling af bioethanol ved Studstrupværket.
Elsams planer om et storstilet bioethanolanlæg nord for Århus møder massive protester, inden politikerne i Århus Amtsråd i dag skal behandle sagen. Det skriver metroXpress.
Senest har et enigt byråd i Rønde Kommune skarpt advaret mod planen ved Studstrupværket, som ifølge politikerne i alvorlig grad vil øge forureningen af den følsomme Kalø Vig.
- Vi opfordrer kraftigt til, at Elsam finder et andet sted at opføre anlægget. Alternativt må man finde en metode, der forhindrer udslip af kvælstof til Århus Bugten, siger Røndes borgmester, Vilfred Friborg (S).
Spildevand fra det planlagte anlæg risikerer at tilføre Århus Bugt seks ton kvælstof og et ton fosfor om året.
Elsam håber med anlægget at gøre Århus-området til landets førende inden for udviklingen af bioethanol, der blandt andet kan anvendes i brændstof til biler.