Byrådsmøde rykker som et forsøg ud til landsby
Et snævert flertal i Randers Byråd vedtog mandag et forslag om at forsøge sig med et byrådsmøde uden for det gamle rådhus
Hidtil har det gamle rådhus i centrum af Randers været synonym med kommunens byrådsmøder. Men nu bliver i første omgang et enkelt af møderne rykket væk fra bygningen og ud i landdistriktet. Det blev vedtaget mandag aften.
- Vi skal ud til landsbysamfundene og vise borgerne, at vi ikke kun har fokus på Randers By, men hele kommunen, lød det fra Venstres Lars Søgaard, som samtidig er formand for Landdistriktsrådet.
Læs også
Han og partiet kunne se rigtig mange fordele ved at gå nye veje, men umiddelbart fik forslaget en blandet modtagelse i byrådet.
- Det ville være bedre med temamøder eller borgermøder ude i landsbyerne, hvor folk virkelig kan blive en del af debatten. Hvis de har forventninger om at være en del af mødet, vil de forventninger ikke blive indfriet under et almindeligt byrådsmøde, var argumentet for at stemme imod fra DFs Frank Nørgaard.
Støtte fra listerne
Heller ikke Socialdemokraterne, De Konservative, De Radikale og SF bakkede op om udflytningen, så Venstres forslag blev kun reddet med opbakning fra en uventet kant.
Det var nemlig de evige modstandere fra de to lister – Beboerlisten og Velfærdslisten – der med deres fire stemmer fik forsøget vedtaget.
Læs også
- Vi synes, at der er mange sympatiske tanker bag forslaget, og der bliver tænkt alternativt. Det kan vi godt støtte, sagde Bjarne Overmark fra Beboerlisten.
Så med stemmerne 17 for og 14 imod blev det altså vedtaget, at et af de kommende byrådsmøder bliver holdt uden for rådhuset og i stedet i en af kommunes landsbyer.