Byrådsmedlemmer truet til at stemme for kæmpevindmøller

To socialdemokrater var imod projektet om kæmpevindmøller ved Grenå Havn, men blev truet til at stemme for projektet af baglandet

02:26

To nu tidligere socialdemokrater blev truet til at stemme for kæmpevindmølleprojektet ved Grenå Havn af den lokale partiforening.

De to byrådsmedlemmer i Norddjurs kommune Helle Plougmann og partifælden Pia Bjerregaard meldte sig onsdag ud af Socialdemokraterne, og er nu løsgængere.

Officielt fordi de ikke var på linje med de andre socialdemokrater i sagen om at opføre en række kæmpevindmøller i Grenå havn. 

Læs også Vindmøllesag splitter byråd og skaber to nye løsgængere

- Det her er så væsentligt og eksistentielt omkring vindmøller tæt på befolkningen, at det kan jeg bare ikke leve med, siger Helle Plougmann.

Blev truet til at stemme for
Nu viser det sig, at et brev fra den lokale partiforening havde afgørende indflydelse på deres beslutning.

Det politiske bagland truede nemlig med at de to vindmølle modstandere ikke ville blive genopstillet på partilisten til næste kommunalvalg.

- Vi kan som partiledelse ikke stå inde for at godkende kandidater til det kommende kommunalvalg 2017, med mindre disse har til hensigt at bakke op om borgmesteren, optræde solidarisk og støtte sammenholdet i gruppen, står der blandt andet i brevet.

I brevet skriver partiforeningen, at den har fået nok af vindmøllemodstandere, der markerer deres holdning i strid med partilinjen.

- Vi er mildt sagt utilfreds med nogle medlemmers usolidariske og selviske ageren. Både på de sociale medier, i pressen og i byrådssalen. Det der især falder os for brystet er den manglende opbakning til borgmesteren. Den hentydes her især til frafaldet i vindmøllesagen, står der i brevet.

Læs også Byrådet i Norddjurs stemte for vindmølleprojekt

Partiformand forsvarer
Partiforeningsformand og tidligere byrådsmedlem gennem flere perioder, Valdemar Haumand, er medunderskriver på brevet til de to møllemodstandere.

- Det er jo derfor, man går ind i et parti. Det er for at bakke op om det partis linje. Og hvis man ikke kan det, så er man et forkert sted, siger Valdemar Haumann.

Brevet fra den socialdemokratiske partiforening ryster den borgergruppe, der fører  an mod vindmøller på Djursland.

- Jeg synes, det er horribelt og udemokratisk, at man på den måde banker partimedlemmer i den socialdemokratiske gruppe på plads i så store sager, siger Frederik Thøgersen, talsmand for Norddjurs mod Vindmøller i Grenå.

Tirsdag stemte Helle Plougmann for sidste gang i flok med sine partifæller, da de vedtog at gå videre med planerne om at bygge 200 meter høje havvindmøller ved Grenå Havn. Men nu er hun fri til at stemme efter, hvad hun virkelig mener.

Hvad tænker du om dine egne fremtidige muligheder i politik, når du lækker sådan et brev som det her?

- Det kan selvfølgelig blive svært. Men jeg mener sandheden er vigtigere end min fremtid i politik, siger Helle Plougmann.