Byrådsmedlem efter Kaffegal-beslutning: Vi skal tage hånd om de sårbare mennesker

Der vil ikke længere blive ansat medarbejdere i Café Kaffegal med støttekroner fra Aarhus Kommune, det glæder byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V), som mener, at det vigtigste nu er at tage hånd om de sårbare borgere

00:36

Samarbejdet mellem den socialøkonomiske Café Kaffegal og Aarhus Kommune er slut. Det ligger fast, efter foreningen bag caféen ikke kan opfylde kommunens krav om at skifte ledelsen ud.

Byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) er glad for, at samarbejdet nu er slut. Han slår fast, at det nu handler om, at finde et nyt sted til de sårbare borgere, der er ansat ved Café Kaffegal.

- For mig handler det om, at vi tager hånd om de sårbare mennesker, der er ansat ved ChangeMakers og Café Kaffegal, og nu skal vi finde et godt sted til dem. Det er det vigtigste for mig, siger Gert Bjerregaard. 

Læs også Efter massiv kritik af Kaffegal: Nu er samarbejdet med kommunen slut

Byrådspolitikeren havde dog håbet på, at man tidligere kunne have truffet en beslutning om samarbejdet med ChangeMakers, der er foreningen bag Café Kaffegal.

- Venstre har påpeget i en lang periode, at det her samarbejde med ChangeMakers kunne vi ikke lægge navn til som kommune. Der er tale om sårbare mennesker, og jeg er rigtig ked af, at vi faktisk har haft dem låst i en periode. Nu glæder det mig selvfølgelig, at rådmanden endelig har lyttet.

Ultimatum fra kommunen

I foråret stod 13 tidligere medarbejdere på Café Kaffegal frem og rettede en kritik af arbejdsmiljøet på caféen. Blandt andet blev lederen af caféen, Brian Sørensen, anklaget for at mobbe de ansatte. 

00:27

VIDEO: Samarbejdet mellem Aarhus Kommune og Café Kaffegal ophører, fordi der ikke kommer en ny ledelse i virksomheden. Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz (S) mener, det er godt, der er kommet en afklaring.

Luk video

I april i år besluttede medlemmer af Aarhus Byråd, at kommunen ikke længere ville støtte den omdiskuterede café med dens nuværende ledelse. Derfor fik ejerne af caféen stillet et ultimatum af kommunen.

Læs også Kaffegal: 13 tidligere ansatte anklager café for mobning

Ledelsen på Café Kaffegal skulle skiftes ud, hvis Aarhus Kommune skulle fortsætte samarbejdet. Det skulle ske inden 1. september i år. Men en mail fra ChangeMakers til beskæftigelsesforvaltningen viser, at ledelsen ikke vil blive udskiftet. I mailen, der er sendt 9. august, står der:

Foreningen ChangeMakers har ikke mulighed for rekonstruere sig og accepterer dermed, at samarbejdet mellem foreningen og Aarhus Kommunes Beskæftigelsesforvaltning ophæves pr. 31.december 2018.

 

Mailen er taget med i dagsorden til et møde i Social- og Beskæftigelsesudvalget onsdag.