Byråd om nyt havnebad: Hvor skal penge til driften komme fra?

I byrådet var der onsdag aften stor taknemmelighed og glæde over havnebad-projektet ved Aarhus Ø. Men flere partier er bekymret for den fremtidige drift af havnebadet.

Der var rosende ord i byrådssalen om det kommende havnebad i Aarhus onsdag aften. Flere byrådsmedlemmer sendte en takkenemmelig tanke til Herman Salling fonden, der har skænket 40 millioner kroner til anlæggelsen af havnebadet, og budgettet for byggeriet blev godkendt ved mødet.

Det betyder, at havnebadet, der er tegnet af Bjarne Ingels tegnestue, BiG architects, vil stå klar i sommeren 2017. 

Men panderynkerne blev dybe, da snakken faldt på den fremtidige drift af havnebadet. Driften af havnebadet er nemlig anslået til at koste mellem 2,8 og 3,8 millioner kroner årligt, og denne udgift er ikke finansieret på nuværende tidspunkt.

- Vi synes, det lyder rigtig, rigtig dyrt. Det er bare et rigtig stort beløb, når økonomien er så presset. Vi har store problemstilling andre steder, og det her er noget, der vil presse vores kulturbudget andre steder, sagde rådmand for Sociale Forhold og beskæftigelse Thomas Medom fra SF.

Læs også Million-byggeri: Nyt havnebad klar til næste sommer

Der er rejst forslag til finansiering af driften af havnebadet, men det skal først vedtages i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger for 2017.

Hos Venstre og Konservative var man meget positive over for at finde driftsmidlerne, når budgettet skal falde på plads. Men hos DF og SF var man anderledes skeptiske overfor den nye udgift.

- Vi har fokus på driftsmidlerne. Det skal vi tage rimelig alvorligt, når vi skal i gang med budgetforhandlingerne. Det kan være halvvejs vanskeligt at finde beløb til driftsmidlerne, siger Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti, hvis partifælle Jette Skive foreslog at finde frivillige kræfter til driften.