Byråd giver grønt lys: Udskældt fabrik får lov til at udvide

Virksomheden Daka i Assentoft ved Randers får mulighed for at udvide med en ny lagerhal på 3500 kvadratmeter

Daka i Assentoft ved Randers får lov til at udvide med stor lagerhal. Det vedtog byrådet mandag i forbindelse med godkendelse af en ny lokalplan for området.

Den er ikke synderlig populær. Virksomheden Daka, der fra sit hovedsæde i Assentoft ved Randers forarbejder døde dyr fra landbruget, har gennem mange år modtaget et hav af klager over lugtgener hos naboerne. Nu får Daka lov til at udvide.

Det sker, efter at et solidt flertal i byrådet har vedtaget en ny lokalplan, der gør det muligt for fabrikken at udvide med den ønskede lagerhal på 3500 kvadratmeter.

Læs også 110 meter høj skorsten kan reducere lugten af døde dyr

Planen har medført stor debat i lokalområdet, og der er på den baggrund lavet flere ændringer i forhold til det oprindelige lokalplanforslag.

Bekymringerne går især på, om en udvidelse vil få lugtgenerne fra Daka – som i forvejen er store – til at blive endnu værre.

Råddenskab og sure flæskesvær

- Det lugter på to måder – nogle gange en stank af råddenskab – andre gange en lugt af sure flæskesvær, har en nabo til fabrikken, Janne Kronholm, tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.

Fabrikken har i år forsvaret sig med, at varmen har haft stor indflydelse på lugten. Den har naboerne bare ikke købt.

Det lugter på to måder – nogle gange en stank af råddenskab – andre gange en lugt af sure flæskesvær.

Janne Kronholm, nabo til Daka

- De sidste to-tre år er det blevet markant værre, så det er bestemt ikke kun varmen, lyder det fra Janne Kronholm.

Frem til 1. august havde Daka modtaget hele 178 klager over lugtgener, og virksomheden har da også været ude at erkende udfordringerne.

- Vi må erkende, at den ekstremt varme sommer, som vi har haft, har givet nogle udfordringer, sagde Per Dunkelskov Thomsen, der er HR-direktør hos Daka, i august.

Per Dunkelskov Thomsen forklarer den stærke stank netop i år med hedebølgen, der ramte Danmark og Østjylland. 

Håbede på en flytning af Daka

De lokale i Assentoft har gennem længere tid således kæmpet for en flytning af fabrikken, og mandag var flere også mødt op i forbindelse med byrådsmødet, hvor lokalplanen skulle drøftes.

Her kom en flytning dog aldrig rigtig på tale. I stedet gav man altså via vedtagelse af lokalplanen lov til en udvidelse. Til stor glæde for virksomheden.

Råvarehallen vil ikke give udfordringer med lugtgener, for mængderne er uændrede og opbevares fremover endnu mere afsondret i den nye overdækkede hal.

Per Dunkelskov Thomsen, Daka

- Vi er glade for at få grønt lys til den nye hal, som giver os mulighed for at opbevare minken overdækket gennem højsæsonen i november og december. Det er godt for os og for omgivelserne, da vi kan planlægge at få råvarerne transporteret til anlægget til mindst mulig gene for naboerne, siger Per Dunkelskov Thomsen i en pressemeddelelse.

Ingen yderligere lugtgener

Daka mener ikke, at naboerne har grund til at være bekymrede for yderligere lugtgener som følge af udvidelsen.

- Råvarehallen vil ikke give udfordringer med lugtgener, for mængderne er uændrede og opbevares fremover endnu mere afsondret i den nye overdækkede hal. Vi overholder alle lovpligtige lugtgrænser og investerer løbende i yderligere begrænsninger af lugtgener fra fabrikken ud over, hvad lovgivningen kræver, siger Per Dunkelskov Thomsen. 

Læs også Daka svarer på klager om stank: Vi erkender udfordringerne

Muligvis kan der også tænkes i andre alternativer for at skåne de nærmeste naboer mest muligt. Her har folketingsmedlem og beboer i Assentoft, Michael Aastrup Jensen (V), været ude med et forslag.

Han har undersøgt, hvad der kan gøres for at komme lugtgenerne til livs, og Miljøstyrelsen er kommet med en løsning.

- Miljøstyrelsen foreslår, at man kan få en mærkbar effekt ved at få en højere skorsten, har han tidligere fortalt TV2 ØSTJYLLAND.

01:51

VIDEO: I slutningen af juli kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle om et rekordhøjt antal klager mod Daka. En af de naboer, der føler sig generet af stanken fra virksomheden, er Mikkel Lybæk fra Assentoft. 

Luk video

Ny skorsten kan fjerne noget af lugten

En højere skorsten vil fjerne op til 10 procent af lugten, vurderer Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen oplyser med forbehold, at en ny 110 meter høj skorsten med nyt fundament vil koste i omegnen af 10 millioner kroner. Spørgsmålet er så, hvem der skal betale for en eventuel ny skorsten.

For Daka er det forholdsvis småpenge, at de går ind og siger, vi vil gerne være gode naboer, og nu kan vi gøre noget, der hjælper.

Michael Aastrup Jensen (V)

- Det mener jeg, at koncernen skal gøre. Daka er en del af en meget stor verdensomspændende koncern, og for dem er det forholdsvis småpenge, at de går ind og siger, vi vil gerne være gode naboer, og nu kan vi gøre noget, der hjælper, sagde Michael Aastrup Jensen i den forbindelse.

- Nu har jeg stillet et konkret forslag frem på bordet, som jeg håber, Daka tager imod. Så vi i fællesskab kommunen, staten, og Daka kan finde en varig løsning, så vi får lugtproblemet til livs, lød det videre fra politikeren.

Ikke tilhænger af skorstensløsning

Per Dunkelskov Thomsen fra Daka er ikke umiddelbart tilhænger af en højere skorsten og mener samtidig, at virksomheden i forvejen bruger mange penge på lugthåndtering.

- Vi bruger millionbeløb på lugthåndtering, så bruger vi pengene, der hvor det har den største effekt. Lige nu er vi i gang med at installere et ekstra ozon-anlæg, som skal rense luften, inden det kommer ud af skorsten, siger Per Dunkelskov Thomsen.

02:16

VIDEO: Miljøstyrelsen mener, at en højere skorsten vil reducere lugtgener fra Daka.

Luk video

Han mener ikke, at en højere skorsten vil fjerne problemet.

- I praksis er der ingen garanti for, at en eventuel højere skorsten vil ændre noget mærkbart for vores omgivelser. Alene en højere skorsten er mere en symptombehandling, den reducerer ikke, den flytter det måske bare fra en nabo til en anden, fortæller Per Dunkelskov Thomsen.

Den nye lokalplan blev vedtaget af 28 stemmer for og med kun to imod i byrådssalen. Imod stemte Velfærdslisten og Enhedslisten. Beboerlisten undlod at stemme.

Mange borgere i Assentoft føler sig generet af Daka. Det viste en tur rundt i området, som TV2 ØSTJYLLAND tog i sommers. Men Jan Holmstrøm fra Assentoft her har svært ved at tro, at en højere skorsten er løsningen.