Byråd diskuterer Letbane-firmas mulige mafiarelation
Et af firmaerne, der var med til at bygge Letbanens etape 1, er angiveligt relateret til den italienske mafia. Sagen diskuteres i byrådet onsdag
Mafiaen er på dagsordenen, når byrådet i Aarhus mødes onsdag. Det skyldes, at Enhedslistens Peter Hegner Bonfils påstår, at der findes dokumentation for, at et af firmaerne involveret i anlæggelsen af Letbanens etape 1 er relateret til den italienske mafia.
Læs også
Mistanken om, at et af firmaerne har en finger med i spillet hos mafiaen, kom frem i september sidste år. Det var dog uvist, om der var hold i beskyldningerne, og Letbane-direktør Claus Moshøj udtalte derfor til TV2 ØSTJYLLAND, at han ville have mafiaforbindelserne undersøgt.
Peter Hegner Bonfils mener nu, at der er tilstrækkelig dokumentation for forbindelserne.
- Det er nu et faktum, efter at en dommer i Italien har kendt for ret, at et af firmaerne, der har arbejdet på letbanens etape 1, er mafiaforbundet, skriver han i sit beslutningsforslag, som er på dagsordenen onsdag.
Enhedslistens beslutningsforslag går på, at byrådet udviser modstand mod italiensk organiseret kriminalitet og samtidig strammer op i forhold til arbejdsforholdene under større anlægsprojekter.
Letbanen åbner lørdag den 23. september.