Bygningsekspert om ulovligt villa-byggeri: - Bliver for egen regning

Hvor ofte et ulovligt byggeri bliver gjort lovligt varierer fra kommune til kommune.

Byggeriet på Tronkærlund 28 i Skødstrup begyndte i 2014. Trods utallige påbud byggede bygherren stadig i 2017. Huset stod færdig i 2019. Foto: stiften.dk

En villaejer på Tronkærlund 28 i Skødstrup nord for Aarhus har trods utallige påbud fra kommunen og tvangsbøder valgt at opføre et hus med et for højt – og dermed ulovligt – fundament.

Det kan vise sig at være en dårlig beslutning, lyder det fra Tine Nielsen, der er ekspert i arkitektur og bygningsreglementet hos Boligejernes Videncenter Bolius.

- Det kan ikke betale sig at bygge ulovligt og satse på, at det bliver gjort lovligt. Det bliver for egen regning, at du skal rive det ned, siger Tine Nielsen.

Læs også Tidligere politiker: Det gør en forskel, når folk råber op

Hun udtaler sig generelt om byggesager - og altså ikke om sagen fra Skødstrup.

De senere år har budt på flere sager, hvor ulovligt byggeri er blevet kendt lovligt efter opførelsen. Mest prominent er byggeriet af Bilka i Horsens.

I 2004 blev byggeriet og anvendelsen kendt ulovlig i Højesteret.

 

En beslutning, der dog senere blev omstødt, da retten fandt, at Vejle Amt med sine tillæg til regionplanen havde sit på det tørre.

Læs også Lars Larsen får vej opkaldt efter sig

Men det er usædvanligt, siger eksperten fra Bolius.

- Min fornemmelse er, at lovliggørelse af store overskridelser i forbindelse med byggerier kun sker meget sjældent. Ellers vil kommunen få naboer og andre interessenter på nakken med retssager, siger Tine Nielsen.

Hvor ofte et ulovligt byggeri bliver gjort lovligt varierer fra kommune til kommune.

- I de mere velhavende kommuner sker det meget sjældent, for her er naboerne vant til at klage og stille op med advokater, siger Tine Nielsen.

Læs også Demonstration mod hospital-besparelser: - Det er fuldstændig tosset

Kommune har tidligere ændret ulovligt til lovligt

Tidligere er ulovligt byggeri dog blevet kendt lovligt i Aarhus Kommune. I 2012 opførte byggefirmaet Chopinhuset fem rækkehuse på hjørnet af Silkeborgvej og Åby Bækgårdsvej i Åbyhøj.

Dengang endte byrådet i Aarhus Kommune med at lovliggøre byggeriet.

- Jeg synes, det er at leve op til sit ansvar som byråd at tage vare på fem familier, der har handlet i god tro og har nogle penge i klemme. Som har deres fremtidige hus i klemme, sagde Bünyamin Simsek (V), der dengang som i dag er rådmånd for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV 2 Østjylland.

Han sagde videre om afgørelsen:

- Det vil ikke danne præcedens. Det er en konkret egennyttig vurdering.

Læs også Verdenskendt mur kommer til Aarhus

Måtte rive luksushus ned

Anderledes faldt det ud for en husejer i Nordsjælland i 2006.

I 1992 opførte mangemillionæren Jørgen Schmidt et 150 kvadratmeter stort luksushus i den fredede Vatelunden ud mod Mølleådalen ved Søllerød.

Eneste udfordring?

- Bygherren havde glemt at søge tilladelse, siger Tine Nielsen.

Læs også Børn forsvandt fra skole: Nu vil skolechef vende hver en sten

Først i 1999 opdagede den daværende Søllerød Kommune byggeriet, hvorefter et juridisk tovtrækkeri begyndte. Her kaldte Jørgens Schmidts advokat i Berlingske hele sagen for et eksempel på ”jantelov”.

I 2006 endte Naturklagenævnet med at kende byggeriet for ulovligt og beordre huset revet ned.

- Hvis der er begået en administrativ fejl, kan det i visse tilfælde føre til, at ulovligt byggeri bliver kendt lovligt. Men bygningen vil ikke nødvendigvis blive godkendt og lovlig. Heller ikke selvom det måske er myndighederne, der har begået fejlen eller har været uopmærksomme på særlige forhold, siger Tine Nielsen.

Hun siger videre, at der bliver mindre og mindre ulovligt byggeri, fordi man er blevet mere bevidst om det. Og fordi man ikke må spekulere i det ulovlige byggeri.

Læs også Tårevædet ligaprofil kæmper for karrieren: Dagligdagen har været elendig

"Vred over naboerne"

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra bygherren i Aarhus, indtil videre uden held. Aarhus Stiftstidende har fået aktindsigt i byggesagen. Her skrev bygherren 3. april følgende i en besked til kommunen:

- Jeg ved godt, at jeg ikke måtte bygge videre, men jeg var vred over naboerne, derfor byggede jeg videre.

Læs også Teaterstykke om Paludan udskudt: - I bryder ophavsretten

Byggesagen i Skødstrup har stået på siden 2014. Her håber naboen til det ulovligt opførte hus, at der snart kan sættes en stopper for sagen.

- Vi har en klar forventning om, at myndighederne sørger for, at de regler, der er, bliver opfyldt. Og at den dom, der ligger fra retsvæsenet, bliver eksekveret. Vi har også en forventning om, at det sker nu, for sagen har kørt i fire et halvt år. Det er åbenlyst for lang tid for en simpel byggesag, siger Rune Simonsen til TV 2.