Bygger boliger - lukker skoler
Forældre undrer sig over kommunens planer
Om bare et halvt år begynder byggeriet af en helt ny bydel i det sydlige Randers.
Planen er, at der inden for de næste 20 år skal bygges omkring 5.000 boliger i området. Placeringen gør, at Randers Kommune håber, at kunne tiltrække for eksempel pendlere fra Aarhus og deriblandt også børnefamilier.
Etableringen af den nye bydel vækker undren hos en gruppe forældre, som kalder sig Arbejdsgruppen Tirsdalen. Den består af 35 forældre.
Forældrene er uforstående over for, at kommunen vil bygge flere boliger samtidig med, at det er besluttet at lukke blandt andet Vorup Skole.
- Jeg tænker jo, at det ikke hænger sammen. Jeg tænker, at tidshorisonten er al for lang, siger Camilla Facius, som er talsmand for forældregruppen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også: Her skal der bo 10.000
Vorup Skole er en blandt fem folkeskoler, som et politisk flertal i Randers Kommune har valgt at lukke.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Frank Nørgaard (DF) bakker selv op om skolelukningerne og forstår godt forældrenes frygt. Han er dog sikker på, at der kun vil være tale om en overgangsperiode.
- Der har været en del snak om, at skolerne vil være pressede. Det vil de (skolerne, red.) måske også i vis udstrækning det første år eller to, men hele tiden, når vi kigger frem i tallene, så er der et faldende børnetal, siger Frank Nørgaard (DF).
En ny skole i den nye bydel vil ifølge udvalgsformanden først komme på tale om cirka 15 år.
Se et tv-indslag om forældregruppens undren øverst på siden.