Byggegrunde kan være på vej
Kommune undersøger mulighed for ny udstykning i Nørager
Norddjurs Kommune er klar til at komme borgerne i Nørager til undsætning, når det kommer til manglen på byggegrunde.
Byen blev for to år siden kåret som årets landsby i Region Midtjylland og siden har udviklingen accelereret. Det kommer sig til udtryk ved, at der i øjeblikket - i modsætning til i mange andre byer - kun er to ledige grunde tilbage i byen.
Det er alt for få grunde i forhold til efterspørgslen, lyder det fra Nørager Borgerforening. En betragtning, som Norddjurs Kommune er helt enig i.
Se også: Landsby mangler byggegrunde
Det fortæller Jens Meilvang fra Liberal Alliance, som er formand for kommunens Miljø- og Teknikudvalg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Først og fremmest glæder han sig over, den udvikling, som Nørager har gennemgået:
- Det er jo helt fantastisk. Der er byer, som er 10 gange så store som Nørager, der slet ikke kan følge med og levere samme vækst. Derfor skal vi også skubbe så meget på, som vi kan, for at udviklingen kan fortsætte, siger Jens Meilvang.
Jagten på muligheder for at udstykke flere byggegrunde er nu gået ind. For to uger siden indkaldte Norddjurs Kommune til et møde med de lokale borgere for at forsøge at løse situationen.
Ifølge udvalgsformand Jens Meilvang handler kommunen nu med to muligheder.
- Enten skal kommunen købe en grund og udstykke den ellers skal en privat udstykke en grund, forklarer han.
Gruppeformændene for de politiske partier i byrådet i Norddjurs Kommune skal nu tage stilling til, hvilken løsning kommunen vil vælge.