Butikslukninger i Hammel

På kort tid har fire forretninger måtte dreje nøglen om, og i dag har endnu en butik sidste åbningsdag.

Stigende salg af fotoudstyr på internettet og benhård konkurrence fra store butikskæder har sendt fotoforretningen i Hammel til tælling og indehaver Peter Rask ved godt at konkurrencen har været hård.

- Vi har ikke været dygtige nok i fotobranchen til at følge med udviklingen. Vi har i hvert fald ikke været dygtige nok her i Hammel, fortæller Peter Rask mens han pakker fotoforretningen ned.

På Hammels hovedstrøg Østergade står flere butiks-lokaler gabende tomme. Indenfor kort tid har Hammelborgerne måtte sige farvel til fem forretninger og ifølge en ekspert i detailhandel er Hammel langtfra den eneste by i østjylland der oplever færre lokale butikker.

- Finanskrisen har taget de sidste 20 til 25 procent af omsætningen for mange butikker, og det er altså lige den grænse mange ikke kan klare, og derfor får vi butikslukninger i større omfang, siger detailhandelekspert Bruno Christensen fra Århus.