Butiksejer advarer mod ny type tricktyveri: - Det er ualmindelig udspekuleret
Når tricktyve opdager, at ny metode virker, bliver de ved og ved, lyder det fra butiksejer.
- Det bekymrer mig, at dem, der laver den her form for tyveri, kan gøre det stort set uden omkostninger.
Sådan lyder det fra ejer af butikskæden af Billig-Billy Jan Emil Brøndum, efter at hans personale har været udsat for en type tricktyveri, Jan Emil Brøndum ikke før har kendt til.
Læs også
Tricktyveriet foregår ifølge Jan Emil Brøndum på den måde, at tricktyven kommer ind i en butik og køber en vare til fx 50 kroner.
Tricktyven gør særligt opmærksom på sig selv, betaler på beløbet med Dankort og gemmer kvitteringen samt den separate Dankort-kvittering.
Læs også
Senere på dagen vender tricktyven tilbage, nu med en falsk Dankort-kvittering på et højere beløb, som ligner beløbet, der blev købt for tidligere. Det kan fx være 500 kroner.
Den falske Dankort-kvittering stammer fra et køb en anden dag eller fra en anden butik, og tricktyven folder Dankort-kvitteringen eller fjerner den del, hvor der står dato eller navn og adresse på butikken.
Tricktyven fortæller ekspedienten, at der ved en fejl er hævet 500 kroner i stedet for de 50 kroner. Det sker typisk, mens ekspedienten har travlt med andre kunder.
Læs også
Hvis 'alt går vel' beklager ekspedienten og udbetaler de 450 kroner til kunden, som ekspedienten kan huske fra tidligere på dagen.
Uden konsekvenser
Den nye type tricktyveri har, formentlig blandt andre steder, fundet sted i Billig-Billy i Trøjborg Centeret i Aarhus, fortæller Jan Emil Brøndum.
- Det er vanskeligt at opdage, og det var lidt af et tilfælde, at vi fandt ud det. Det bekymrer mig, at dem, der laver den her form for tyveri, kan gøre det stort set uden omkostninger, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Hvis ekspedienten siger, at bonen er fra en anden butik, kan tricktyven sige: 'hov, det er en fejl, det må du undskylde', og så bare smutte igen.
Frækt og udspekuleret
Jan Emil Brøndum advarer mod tricktyveriet, da han mener, at det kan gå uopdaget hen i mange butikker.
- Jeg vil gerne være med til at øge opmærksomheden omkring det nye trick. Problemet er, at når først tricktyvene opdager, at det virker, bliver de bare ved, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Den nye slags tricktyveri er ifølge Jan Emil Brøndum 'ualmindeligt udspekuleret'.
- Det er frækt, men det er også en del af detailhandlen, at man bliver udsat for forskellige typer tricktricktyverier, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Hjælper ikke at anmelde
På trods af sin advarsel har Jan Emil Brøndum ikke anmeldt butikstyveriet til politiet.
- Min erfaring er, at der ikke kommer noget ud af det. Jeg har gjort det flere gange. Politiet har så mange opgaver, at det er ikke altid, at butikstyveri bliver prioriteret.
Østjyllands Politi har for TV2 ØSTJYLLAND gået alle anmeldelser om tricktyveri i butikker i 2019 igennem.
- Jeg har ikke fundet nogen med den fremgangsmåde, der er beskrevet, siger kommunikationsmedarbejder Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hvis man ikke vil falde for tricktyvenes seneste påfund, skal ekspedienten ifølge Jan Emil Brøndum tage kundens navn og telefonnummer i stedet for at tilbagebetale kunden på stedet.
- Man kan aftale at ringe tilbage til kunden, når kassen er gjort op, og ekspedienten kender kassedifferencen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.