Butiksdød på Djursland
Ekspert: Halvdelen lukket om otte år
Det ser sort ud for detailhandlen på Djursland. I løbet af de næste otte år lukker hver anden specialforretning. Det skriver DR Østjylland.
Detailhandelsekspert Bruno Christensen har lavet en vurdering af alle detailkæder i Danmark. Ifølge ham vil der på landsplan forsvinde 10.000 butikker de næste otte år.
- Det svarer til 3-4 butikkker om dagen. Og på Djursland må prognosen også gælde, at her vil næsten halvdelen af de eksisterende butikker lukke de næste otte år, siger Bruno Christensen til DR Østjylland.
Det er byer som Ebeltoft, Allingåbro, Kolind, Ørum og Auning, der er i risikozonen. Ifølge Bruno Christensen vil 1.160 dagligvarebutikker lukke frem mod 2020, samtidig med at 800 nye discountbutikker vil dukke op.
Og det er netop kampen mod discount, der gør det svært for specialforretninger som bolig- og tøjbutikker at overleve. En tendens der får konsekvenser for de små byer.
- Man må erkende, at det, at vi mangler butikker i vores byer, betyder, at vi ikke får nye bosættere, og det fører frem til et mindre skattegrundlag, siger Bruno Christensen.