Butikscenter kan være på vej ved busterminal

Lokalpolitikere i Randers åbner op for at bruge en del af arealet ved den lokale busterminal til andet end busholdeplads

Det er en del af arealet ved Randers Busterminal i Dytmærsken, der er i spil til nyt indkøbscenter. Foto: Google Street View

Busterminalen ligger i det absolute center af Randers, og beliggenheden vil med stor sandsynlighed være interessant for mange investorer. Foto: Google Maps

1 af 2

For år tilbage diskuterede politikere, de handlende og erhvervslivet muligheden for et nyt indkøbscenter i Randers Midtby.

Den idé blusser nu op igen, og beliggenheden er ved den lokale busterminal i Dytmærsken.

- Vi kigger på, om arealet ved busterminalen er udnyttet godt nok. Det er ikke nødvendigvis et must, at der skal være langtidsparkering for busserne, og uden det vil der så blive frigjort et større areal, forklarer Formand for Teknik og Miljøudvalget, Frank Nørgaard (DF), til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Nu er det endegyldigt slut: Her er planerne for 'Kærseren'

På morgendagens møde i udvalget skal politikerne beslutte, om der kan arbejdes videre med planerne om at bruge en del af arealet til andet end busterminal.

- Hvis det vedtages må vi se på, om nogen byder ind på at bygge et indkøbscenter. Der var interesserede investorer sidst, planerne var oppe at vende, siger Frank Nørgaard.

Overdækning som i Flensborg

Byrådsmedlemmet har også hørt flere snakke om endnu mere vidtgående drømme for Randers Busterminal – nogle der involverer en overdækning af stedet.

- Med inspiration fra Flensborg, der har overdækket en af sine gamle bydele, taler nogen om at gøre det samme i Randers med et nyt indkøbscenter. Det er dog vigtigt, at der er en sammenhængskraft til de butikker, der er i midtbyen i forvejen, så overdækningen skulle gå helt over til gågaden, siger DF’eren.

Læs også Aarhus-forstad får nye boliger i naturskønne omgivelser

Hvis der bliver givet et go ved udvalgets møde, er der dog stadig lange udsigter, inden et indkøbscenter kan stå klar.

- Der skal jo stadig være interesserede investorer, og selv når de melder sig på banen, skal der kigges på lokalplanen, og centret skal i høring. Der går mindst et år, inden byggeriet kan starte, forklarer Frank Nørgaard.