Busserne kører igen
Genoptaget kørsel i Jennumparken
Østjyllands Politi og busselskabet Nobina er kommet frem til en aftale, der sikrer, at busserne igen kører i Jennumparken efter klokken 18.
Det drejer sig om linjerne 3 og 4, der de seneste par dage ikke har kørt i Jennumparken efter klokken 18.
Flere buschauffører, der dagligt kører i området, har oplevet at blive truet og busserne er blevet udsat for hærværk. Derfor besluttede busselskabet i onsdags at stoppe ruterne. Men nu er ruterne genåbnet.
- Vi har lovet, at vi patruljerer lidt ekstra i området, og også gadeplansmedarbejdere vil vise sig lidt mere deropper fra nu af, siger vicepolitikommissær i Østjyllands Politi, Ove Stendahl, til Randers Amtsavis.
Det var en episode i mandags, hvor en gruppe unge mennesker truede en chauffør og smadrede sæder i bussen, der fik Nobina til at handle og stoppe de omtalte ruter.