Busselskab om chauffør: Hun gjorde det helt rette

Det var bus 123 fra Aarhus til Rønde, som fik lagt sin rute om

Midttrafik roser deres buschauffør, der fredag nat afveg fra sin busrute for at køre en påvirket pige sikkert hjem

Fredag nat kørte natbussen mellem Aarhus og Rønde ikke sin sædvanlige rute. Bussen tog lige inden afkørslen til Djursland motorvejen en omvej mod Skødstrup.

Årsagen var en påvirket pige uden sko, taske og mobil.

Læs også Buschauffør kørte omvej for at bringe ung kvinde sikkert hjem

Chaufføren nænnede ikke at sætte hende af i mørket langt fra sit hjem, og hun spurgte derfor de øvrige passagerer, om det var i orden, at bussen blev nogle minutter forsinket på sin rute.

Jeg synes, at hun har gjort en rigtig god indsats.

Mette Julbo, vicedirektør, Midttrafik

Det var det, og pigen blev kørt sikkert hjem.

I dag roser Midttrafik deres chauffør for at have gjort et godt arbejde.

-  Jeg synes, at hun er meget snarrådig, og hun gør det rigtige i det konkrete tilfælde. Hvis man vendte situationen om, at man havde sat pigen af, og der var sket hende noget, så ville det have været svært at leve med, siger Mette Julbo, der er vicedirektør i Midttrafik.

Ingen konsekvenser

Chaufførerne skal som udgangspunkt følge deres rute, men Mette Julbo siger samtidig, at Midttrafik forventer, at chaufførerne bruger deres fornuft og gør det, der føles rigtigt i situationen.

Læs også Nina kørte omvej for at få pige sikkert hjem: Hendes tak gjorde mig glad

Det mener Mette Julbo, at buschaufføren gjorde i dette tilfælde, og det vil derfor ikke få nogle konsekvenser.

- Hun ved, at hun ikke springer nogle stoppesteder over og at bussen kun bliver få minutter forsinket. Derudover spørger hun de andre passagerer, om det er i orden med dem, siger Mette Julbo.

Passager roser også

En af de passagerer, der var med bussen, var Vibeke Tofteby.

Vibeke Tofteby er 51 år og tager sjældent bussen. Men natten til lørdag tog hun natbussen mod Rønde. Og her havde hun en god oplevelse. Foto: Privatfoto

Hun roser også chaufføren for sin indsats:

- Det var en virkelig god oplevelse. Den unge kvinde vinkede og takkede, da hun blev sat af i Skødstrup, siger Vibeke Tofteby.

Selv om hun frygtede for, om chaufføren nu ville få ballade, beskrev hun oplevelsen på Midttrafiks facebook-side.

Påskøn indsatsen

Buschaufføren er ansat hos Arriva, men kører Midttrafiks busser.

Hos Midttrafik mener de, at Arriva ligesom dem bør rose chaufføren.

- Jeg synes, at hun har gjort en rigtig god indsats. Vi mener, at Arriva skal påskønne chaufføren, siger Mette Julbo.

TV2 ØSTJYLLAND arbejdede søndag på at få en kommentar fra buschaufføren selv. Det lykkedes dog først mandag - læs historien her

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig