Buskonflikt afværget for i dag

Bybusserne i Århus kører hele dagen i dag, men stadig uro blandt chaufførerne efter aftale mellem 3F og Århus Sporveje.

Dagens forventede busstrejke i Århus er afblæst. Det fremgår af de føste meldinger fra et møde, som chauffører organiseret i fagforbundet FOA holdt i eftermiddag.

Mødet var lukket for pressen, men chauffører, som kom ud derfra, oplyste til TV 2 / ØSTJYLLAND, at stemningen ikke var for at sætte busserne i garage. I hvert fald ikke i dag.

De FOA-organiserede bybus-chauffører er fortsat stærkt utilfredse med en ny aftale, som er indgået mellem det konkurrerende fagforbund 3F og Århus Sporveje.

Aftalen indebærer blandt andet, at chaufførernes arbejdsdag kan blive splittet op i to dele.

Aftalen gælder umiddelbart kun sporvejenes omkring 160 overenskomstansatte chauffører, som 3F har forhandlingsretten for. Men de 600 tjenestemandsansatte chauffører, som er medlemmer af FOA, frygter, at aftalen på længere sigt vil forringe deres arbejdsforhold.

Se mere i aftenens udsendelser på TV 2 / ØSTJYLLAND.