Mand mistænkt for vold mod buschauffør er nu identificeret

Efterlyst mand i sag om vold mod en buschauffør i Aarhus har nu meldt sig selv

Genrefoto

Opdateret kl. 20.51: En 48-årig mandlig buschauffør blev fredag den 16. september udsat for vold. En knallertfører mistænkes for at stå bag overfaldet, og derfor sendte Østjyllands Politi tidl. tirsdag et billede ud af manden. Nu har han meldt sig selv på politigården og skal senere afhøres i sagen.

Episoden fandt sted fredag klokken 18.45, da buslinje 20 var nået til endestationen på Åkrogs Strandvej i Risskov. En ophidset mand løb ind i bussen og råbte af chaufføren. Da chaufføren tog sin mobil frem for at tage et billede af manden, blev han slået med en styrthjelm. Chaufføren holdt sin højre arm op for at afværge for slaget.

Læs også Vold i nattelivet: 19-årig kvinde slået i maven

Årsagen til episoden skete lidt forinden, da manden på knallerten kørte ud fra en sidevej til Åkrogs Strandvej. Han blev sur over, at chaufføren trak over i venstre vognbane på grund af en vejchikane.

- Nu skal vi så høre den mistænktes forklaring, og hvad der så kommer til at ske, ved jeg endnu ikke, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jes Frederiksen til tv2oj.dk.

Buschaufføren fik en hudafskrabning på albuen som følge af overfaldet.

Læs også To vidner efterlyses efter groft guldsmed-røveri