Buschauffører skal alkohol-testes

Arriva vil systematisk teste buschauffører og lokomotivfører for sprit i blodet. Fagforening nægter.

Arriva vil inden for det næste år systematisk tjekke over 1000 ansatte for alkoholmisbrug. Det sker for at sikre at hverken buschauffører eller lokomotivførere kører rundt med sprit i blodet.

Chaufførernes fagforening 3F og Dansk Jernbaneforbund har sat en kæp i hjulet for den omfattende kontrol, fordi de frygter forfølgelse og mistænkeliggørelse af de ansatte. Arriva sender nu sagen til voldgift.

- Vi vil have gjort klart, at vi har lov til at lave testen, og så snart vi har vundet sagen, indfører vi kontrollen, siger direktør i Arriva, Jens Erik Christiaensen, til Jyllands-Posten.

Dansk Jernbaneforbund kalder Arrivas udspil et malplaceret reklamestunt.

- Det er et flop og en utroligt malplaceret måde at vise, at man ikke har tillid til medarbejderne. Vi vil ikke være med til det, siger formanden Ulrik Salmonsen.