Buschauffør overfaldet af drenge
To drenge på 14 og 15 år overfaldt buschauffør med slag og spark i Odder.
To drenge på henholdsvis 14 og 15 år overfaldt i går en buschauffør i Odder. Drengene, der kørte på knallerter, ræsede om kap på området ved Odder Station, og derfor henvendte chaufføren sig til de to knallertkører og sagde, at de skulle holde op.
Drengene blev så oprevede over chaufførens henvendelse, at de trængte ind i bussen, hvor de slog chaufføren i hovedet og sparkede ham på kroppen. Chaufføren kom ikke alvorligt til skade, men han var temmelig rystet over episoden.
Skanderborg-Odder Politi fandt hurtigt frem til de to drenge, og den 15-årige er nu sigtet for vold. Da den 14-årige er under den kriminelle lavalder, er hans sag nu overgivet til de sociale myndigheder.