Buschauffør dybt rystet efter groft røveri
To aftener i træk er der begået røveri mod busser i Silkeborg. Chauffør Ulrik Kristiansen var en af de chauffører, der blev udsat for den grimme oplevelse
Både fredag og lørdag var røvere på spil mod busser i Silkeborg. De gik efter vekselautomaten og truede chaufføren til at aflevere byttepengene. Lørdag var det to gerningsmænd, som kl. 21.20 slog til mod en bus på rutebilstationen.
I den var Ulrik Kristiansen chauffør, og han er stadig meget berørt af oplevelsen.
- Jeg er dybt rystet og chokeret. Der går noget tid, inden jeg kan vende tilbage til jobbet, lyder det fra ham.
Han fortæller, at de to røvere springer frem, efter han har parkeret bussen på en holdeplads ved rutebilstationen. Den ene mand tager vekselautomaten, imens den anden med en kniv truer sig til chaufførens taske.
- I det øjeblik tænker jeg på, hvad der skal ske, efter de har fået pengene. Bliver jeg stukket med kniven, eller løber de bare deres vej? Det var skrækkeligt, fortæller Ulrik Kristiansen.
Politiet jagter busrøvere i Silkeborg
Håber på de snart fanges
De valgte heldigvis den sidste mulighed, og herefter fik Ulrik Kristiansen ringet til politiet, som straks sendte patruljer frem for at sikre spor og afhøre den chokerede chauffør.
- Da jeg kom hjem, gik jeg over til naboen for at få talt ud. Det trængte jeg til. Nu håber jeg bare, at røverne snart fanges, så jeg kan få ro i sjælen og få en normal hverdag tilbage, siger Ulrik Kristiansen.
Fra politiets side tager man både røveriet, hvor han var involveret og det aftenen før, meget alvorligt.
- Vi tager altid røverier alvorligt, og måske er der en sammenhæng mellem de to tilfælde. Det skal vi have undersøgt nærmere, udtaler vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Har du oplysninger i sagerne, kan politiet kontaktes på tlf. 114.
Du kan se hele interviewet med buschaufføren øverst på siden. Videoen er optaget af TV MIDTVEST.