Buschauffør forarget over tyveri – rammer autister og børn med ADHD

Et nummerpladetyveri fra en minibus i Odder får konsekvenser for en gruppe børn, der har behov for struktur og ro.

Her ses minibussen uden de sædvanlige nummerplader, som er blevet stjålet. Foto: Privat

Christopher Marquardt er buschauffør hos Aarhus Minibusser og kører med skrøbelige personer som autister, børn med ADHD og demente. De har meget svært ved omstillinger og uro, men et tyveri tvinger dem nu til at kapere det.

Når det ikke er den sædvanlige bus, falder det uden for rytmen, og det kan være svært for nogen.

Christopher Marquardt, buschauffør

For i løbet af lørdag eller natten til søndag er de to nummerplader på bussen med kombinationen BX 69 425 blevet stjålet.

- Jeg er forarget, og synes det er drønærgerligt. Det går ud over nogle passagerer, der lever af rutiner og har svært ved at håndtere uro, siger Christopher Marquardt til TV2 ØSTJYLLAND.

Sådan skriver chaufføren om nummerpladetyveriet i Facebook-gruppen '8300 Hjælp Odder'. Foto: Privat

Svært at bryde rytmen

På Facebook forsøger chaufføren at nå ud til gerningsmanden, men alt tyder på, at det bliver nødvendigt for Christopher Marquardt at køre i en anden bus mandag morgen.

Læs også Kritik af handicapforhold: Nu går borgmester ind i kampen

For ham er det lige meget, men ikke for især de sårbare børn, der skal med.

- De har en fast morgenrutine, og første gang de er uden for hjemmet, er i bussen. Når det ikke er den sædvanlige bus, falder det uden for rytmen, og det kan være svært for nogen, forklarer buschaufføren.

Hører gerne fra vidner

Christopher Marquardt fortæller, at tyveriet er blevet meldt til politiet, og så er der bestilt nye nummerplader. Der går dog oftest en rum tid, inden de kommer.

Hos Østjyllands Politi bekræfter vagtchefen Lars Bisgaard, at man kort før kl. 10 modtog anmeldelsen, men på trods af at der er kommet krav om bedre fastspændte nummerplader, bliver en hel del af dem fortsat stjålet. 

Bussen holdt parkeret ved Rude Havvej nær Egholmparken i den nordøstlige del af Odder.  Foto: Google Maps

- Det her er nummer 133 i år. Vi opklarer oftest sagerne, hvis en betjent synes, at det virker mistænkeligt, at de sidder på en anden bil, og så kan vores automatiske nummerplade-genkender spotte det, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvis nogen skulle have set tyveriet eller har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på tlf. 114.