Busballaden fortsætter: - Den verbale vold i busserne eskalerer

En bustur endte mildt sagt med at blive en ubehagelig oplevelse for Peter Rothgardt, da en gruppe unge råbte homofobiske udtryk efter ham.

01:47

VIDEO: En bustur tog i tirsdags en ærgerlig drejning, da en gruppe drenge udøvede verbal vold mod Peter Rothgardt.

Peter Rothgardt tager jævnligt bussen på arbejde, og tirsdag var ingen undtagelse. Som en del af hverdagsrutinen tog han bus 3A fra et stoppested i det vestlige Aarhus, og som så mange morgener var der intet specielt i det.

Læs også Nervøs passager: Unge drenge truer og tyranniserer i bybus

Det skulle dog vise sig at blive alt andet end en almindelig rutinepræget bustur. For inde i bussen sidder tre unge fyre mellem 16 og 18 år, som begynder at kommentere på hans udseende og seksualitet.

De sidder og siger ”prøv at se den bøsserøv” og ”se lige homoen derovre”. Altså, de hvisker, men uden at hviske. Det var meget højt og tydeligt, så hele bussen kunne høre det.

Peter Rothgardt, tegnsprogstolk, Aarhus

- De sidder og siger ”prøv at se den bøsserøv” og ”se lige homoen derovre”. Altså, de hvisker, men uden at hviske. Det var meget højt og tydeligt, så hele bussen kunne høre det. De pegede på mig og gjorde grin med mig, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Peter Rothgardt var på vej på arbejde, da en gruppe drenge begyndte at kommentere på hans udseende.

Det er ikke nyt, at chikane og trusler finder sted i bybusserne i Aarhus. Tidligere på ugen fortalte TV2 ØSTJYLLAND historien om Ofer Attias, som også oplever jævnligt, at en bestemt gruppe af unge skaber uro i bussen. I 4Aeren bliver der spyttet på vinduer og passagersæder, og der bliver råbt og spillet højt musik.

Hos Aarhus Sporveje er man godt klar over problemerne i bybusserne.

Peter Rothgardts oplevelse fandt sted i bus 3A, men lignende hændelser finder også sted i andre bybusser.

- Vi har oplevet, at det, som vi kalder verbal vold, uro og ballade har eskaleret. Vi kan se i vores tal fra februar og marts, at der er sket en forholdsvis stor forøgelse af de ting, siger Bjarne Larsen, der er HR og kvalitetschef hos Aarhus Sporveje.

Mulighederne bliver overvejet

Løsningen er endnu ikke fundet, men Peter Rothgardts forslag lyder på indsættelse af vagter i busserne.

Hvis man skal sætte vagter på linje 4A og 3A, så skal der bruges omkring 20 mand ad gangen, og da de kører cirka 20 timer i døgnet, så skal der rigtig mange folk til.

Bjarne Larsen, HR og kvalitetschef, Aarhus Sporveje

- Jeg kunne forestille mig, at det kunne afværge rigtig mange situationer og skabe noget tryghed. Bare det, at der er nogen, giver noget synlighed og noget tryghed for os, der tager bussen, for det er der brug for. Lige nu er det ikke nogen god oplevelse, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Men selvom vagterne måske kunne løse problemet, så er det ikke ligefrem en billig løsning. Bybusser er der nemlig masser af, og de holder sjældent stille.

Bjarne Larsen fra Aarhus Sporveje tror ikke, at vagter i busserne er en holdbar løsning.

- Hvis man skal sætte vagter på linje 4A og 3A, så skal der bruges omkring 20 mand ad gangen, og da de kører cirka 20 timer i døgnet, så skal der rigtig mange folk til. Det tror jeg ikke på, er en måde at gøre det på, siger Bjarne Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Selvom den enkeltstående situation, der fandt sted i 3A i tirsdags, var ubehagelig i sig selv, så er problemet større end som så.

For Peter Rothgardt var episoden nemlig et udtryk for, at vi endnu ikke er i mål med tolerancen og mangfoldigheden.

Hvis der skulle indsættes vagter for at undgå verbal vold, ville det ifølge Aarhus Sporveje kræve rigtig mange ansatte.

- Jeg tænker, at der er mange, der ville sige, at jeg skulle ”suck it up” og bide mig selv i tungen og bare acceptere det, men det kan jeg ikke, og jeg synes, det er en hate crime, når folk bliver chikaneret på baggrund af deres seksuelle orientering, siger han.

Uanset om det på lang sigt bliver vagter eller en anden løsning, så har Peter Rothgardt i hvert fald valgt en løsning, der gælder for ham selv, til han har fået episoden lidt på afstand.

Læs også Unge hærger bybusser: Chauffører er for bange til at gøre noget

- Jeg har undladt at tage bussen resten af ugen, og jeg kan mærke, at nu hvor jeg snakker om det, bliver jeg berørt af det, for det betyder meget for mig at kunne være den, jeg er, og det kan jeg i øjeblikket ikke, når jeg kører bus, siger han.