Bundsgaard vil have forsikring mod plejekonkurs

Folketinget skal sikre, at kommuner ikke ender med regningen, når et plejefirma går konkurs, siger borgmester

Det største hjemmeplejefirma i Aarhus Kommune, som leverer pleje til 1100 borgere, er gået konkurs. Det får borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), til at kræve handling af politikerne på Christiansborg.

- Det her er et kæmpe problem, siger Jacob Bundsgaard.

 - Det et problem for de ældre, men der er også nogle ganske betydelige ekstra omkostninger for kommunen, som trækker ressourcer ud af vores ældreområde i Aarhus. Derfor er man nødt til at reagere på Christiansborg, siger han.

Læs også Aarhus’ største plejehjemsfirma er gået konkurs

Jacob Bundsgaard vil have Folketinget til at se på en forsikringsordning, som skal sørge for, at det ikke er kommunerne, der står tilbage med en regning, når et hjemmeplejefirma må dreje nøglen om.

- Man må sikre, at kommunerne bliver holdt skadesløse, når firmaerne går konkurs. Vi står jo tilbage med ansvaret for, at borgerne får den hjælp, de skal have. Det er et ansvar, som har ligget i en privat virksomhed, siger borgmesteren.

For meget fokus på laveste pris

Det konkursramte Hjemmeplejen Aarhus ApS er et datterselskab af Hjemmeplejen A/S.

Per Wildbork, som er administrerende direktør i Hjemmeplejen A/S, fortæller, at den kontrakt, firmaet havde indgået med kommunen, ikke tillod, at økonomien kunne løbe rundt.

Han mener, at kommunerne har et for stort fokus på at skaffe den laveste pris på plejeopgaverne.

Læs også Bundsgaard vil være hård ved hensynsløse vandscooter-førere

- Da kontrakten med Aarhus Kommune blev forhandlet, blev der sat nogle forkerte priser. Det må man bare sige. Men hvis der var blevet sat en højere pris, så havde vi ikke fået opgaven, og så havde der til gengæld stået en anden virksomhed og drejet nøglen om, siger Per Wildbork.

Jacob Bundsgaard slår fast, at det "ene og alene" er den private virksomhed, som har ansvaret.

- Det her må falde tilbage på de private virksomheder, der tilsyneladende ikke er i stand til at løse den opgave, de har budt ind på. Det er vi nødt til at sikre os imod, siger han.

Per Wildbork oplyser, at Hjemmehjælpen Århus ApS er et selvstændigt selskab, og lukningen påvirker ikke firmaets aktiviteter i København eller på Frederiksberg, hvor man også driver hjemmehjælp.